Anemone, I Kaj Munks digt fra 1943, “Den blaa Anemone”, symboliserer blomsten dels forårets komme, dels håb og under, fordi den kan blomstre i det barske vestjyske klima. At anemonen, især den hvide, symboliserer forår, er den gængse danske tydning. Men den røde anemone, som kendes i Syden, betyder især sorg, blod, død, og er knyttet sammen med Adonis' blod i græsk mytologi og med Jesu blod ved korsfæstelsen.