Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vandringsmand

Oprindelig forfatter FSte

 VANDRINGSMAND C.D. Friedrichs berømte maleri “Vandreren over tågehavet”, 1818, har placeret vandringsmanden som en ensomt skuende skikkelse hævet over verdens tummel.

VANDRINGSMAND C.D. Friedrichs berømte maleri “Vandreren over tågehavet”, 1818, har placeret vandringsmanden som en ensomt skuende skikkelse hævet over verdens tummel.

vandringsmand, symboliserer bl.a. visdom, religiøs søgen og nomadisk eller hjemløs livsform. Den vise mand med vandrestaven er et gængs motiv. Religiøse personligheder af den karismatiske type er ofte brudt op fra den traditionelle livsform og har begivet sig ud på en personlighedsdannende og missionerende vandring, fx er Jesus blevet kategoriseret som en vandrekarismatiker. Hele livet kan tolkes som en vandring, en rejse, en pilgrimsrejse. Over for døden skal vandringsmanden endelig standse, ved en “anskuelsesundervisning” ved graven: Stat, vandringsmand, stille ved denne grav.

Vagabonden og lazaronen er på stadig vandring, af lyst eller nød. Hele folkeslag kan vandre, fx i den såkaldte folkevandringstid eller israelitternes mytiske ørkenvandring. Ahasverus skildres som “evig jøde”, omvandrende, hjem- og hvileløs. Blandt de hinduistiske livsstadier, som en mand fra de øverste kaster bør gennemgå, er vismandsfasen, hvor man hjemløs og fattig vandrer rundt som asket, sannyasin, på vej mod frelsen. Den historiske Buddha brød som ca. 30-årig op fra luksustilværelsen og vandrede som asket ud for at nå erkendelsen. I den japanske buddhistiske retning Tendai, der har centralhelligdom på Hiei-bjerget ved Kyoto, er den meditative vandring for særligt udholdende nærmest også en idrætspræstation og en kamp mod angsten: Nogle munke foretager efter et fast system op til 1000 natlige vandringer på bjerget, med et kilometertal der stiger og stiger op til svimlende 84 km i buldermørke på de stejle bjergkanter.

I europæisk tradition kan nævnes de græske peripatetikere, “de spadserende”, en filosofisk skole omkring Aristoteles i Athen, hvor læresituationen ifølge traditionen bestod i samtaler under vandringer. Denne peripatetiske situation brugte sidenhen bl.a. Søren Kierkegaard, som tog sit daglige bad i folkehavet under lange vandringer i København, gerne med en samtalepartner, som han havde intimt under armen – siden gik han hjem og skrev derom. Mange steder i akademiske miljøer har man oprettet dvælende vandremuligheder for filosoferen, fx kaldt Filosofgangen. Kierkegaards strejftog i byen, elegant klædt og med sølvknappet spadserestok, en fri litterat med formue, er samtidig et eksempel på en type, der dannede mode i 1840'erne og sidenhen: flanøren eller dandyen, en afart af boheme-typen, der kunne flanere eller dandere ad storbyens hovedstrøg, lapset, overlegen og blasert og med ironisk distance til (små)borgerskabets trivielle liv og et dovent-lystent blik på de forbipromenerende unge piger. Typen kendes bl.a. fra digterne Baudelaire og Oscar Wilde og er beskrevet bl.a. i Walter Benjamins essays om storbyen som åndsrum; den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg lader i “essayromanen” Flanørens blik, 1996, “doktor Benjamin” genopstå som fiktiv skikkelse i flanerende storbyvandringer. En ny variant af typen, Dan Turell, blev nærmest et ikon på metropolvandreren, når han strøg gennem sin by iført slængkappe og excentrisk sortlakerede negle.

Annonce

I bl.a. romantikken var den vandrende student, ofte i lystige grupper med sang, bægerklang og diskussion, et ikon, som det fx er skildret i Poul Møllers fortælling En dansk Students Eventyr, 1824, og i C. Hostrups sangspil Eventyr paa Fodreisen, 1847. Romantisk følsomhed findes i J.-J. Rousseaus selvbiografiske Den ensomme vandrers drømmerier, 1782. Rousseausk naturdyrkelse genfindes hos den store amerikanske vandrer, Henri D. Thoreau, der også vandrer og skriver i fodsporet på puritanske nybyggere og opfatter Amerika som et nyt Eden, beskrevet bl.a. i Om at vandre, 1862 (på dansk 1951). En af grundpillerne i udviklingen af romanen som genre er den pikareske fortælling, skælmeromanen, som springende og episodisk følger en “gavtyv”s vandrende og labyrintiske livsforløb; det første eksempel er den anonyme spanske roman Lazarillo de Tormes, 1554.

Også håndværkersvende brugte i fx 1800-tallet vandringen; de var “farende svende”, som udstyret med en slags pas, en vandrebog, gik på valsen og Europa tyndt. I begyndelsen af 1900-tallet opstod, først i Tyskland, siden mange steder, blandt unge en vandrerbevægelse, som blev knyttet sammen med vandrerhjem. Denne bevægelse var udtryk for interesse for naturen, fritid og friluftsliv. I fx Folkehøjskolens Sangbog er et helt afsnit helliget “vandresange” på dansk, svensk og norsk. I allernyeste tid er også i Danmark pilgrimsvandringer, med en blanding af den kropslige rørelse og spirituelle oplevelse, kommet på mode. Vandrere kan i forskellige sammenhænge kædes sammen med fugle som metafor: de kan være “frie fugle”, “vandrefugle” eller – med en mere eksistentiel dimension – “trækfugle”. Trækfuglene er titlen på en digtsamling af St. St. Blicher, 1838, hvor han belyser livets vandring som en trækfuglerejse på vej mod den sande virkelighed i det hinsidige. Trækfuglen “haver andetsteds hjemme”.

En række tekster i Henrik Pontoppidans forfatterskab har som perspektivgivende observatør en vandringsmand, der kommer til en ny egn, fx en lille tilsyneladende landsbyidyl; en af hans noveller hedder direkte “En Vandringsmand” (i Fra Hytterne, 1887). En anden vinkel på vandringen findes i Jacob Paludans essays Han gik Ture, 1949, hvor vandringer sætter digteren i en særlig kontemplativ tilstand, der minder om den religiøse mystikers. En stor vandringsmand var også forfatteren Knud Poulsen, der i en menneskealder sendte “breve” til Politikens kronik fra sine ensomme vandringer i den djurslandske idyl ved Gjerrild, samlet i bogform i bl.a. Vandringer, 1928. Den tyske digterfilosof Fr. Nietzsche var en vældig vandrer; under vandringer ned fra bjerge støbtes hans idé til Also sprach Zarathustra, 1883-85, hvor en religionsstifter af profetisk tilsnit vandrer ned i verden fra de høje bjerge for at lære menneskeheden om overmennesket.

En række dannelses- og udviklingsromaner har som motiv bl.a. heltens vandreår, en periode med alskens læreprocesser og erfaringer fra den store verden, fx i modelromanen af Goethe Wilhelm Meisters Wanderjahre, 1821. På tilsvarende vis er mange selvbiografier komponeret, så en del belyser forfatternes så centrale vandreår.

En science fiction-præget film af Andrej Tarkovskij hedder Vandringsmanden, 1979; den handler om menneskers sandhedssøgen i et forbudt område.

Den norske forfatter Tomas Espedals bog Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, blev i 2007 oversat til dansk; den kan anbefales dels som et personligt portræt af en forfatter, der bruger det at vandre som et eksistentielt projekt, bort fra hverdagen, ind i en forstærket livsform; dels som en bog, der bruger en række af de store litterære vandringsmænd som eksempler undervejs. At være sand vandringsmand er i dag et “arbejde”, der er ved at dø ud, skriver han: “Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere.(...) Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand.”

Se også rejse, vej, livsalder, fugl, Ahasverus, nomade, pilgrim, vagabond, boheme og vismand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: vandringsmand i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426889

Artiklen vandringsmand er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk