Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ninja

Oprindelig forfatter FSte

ninja, oprindelig en person oplært i den japanske kampkunst ninjutsu ("kunsten at holde sig skjult"), en slags spion, især kendt fra shogun- og samuraitiden, men med rødder længere tilbage. Der findes stadig ninja-kampskoler. Det fantastiske og hemmelighedsfulde ved figuren har medført, at ninja indgik i japansk folklore, i historier og i kabuki-skuespil, som legendariske, lydløse skikkelser med overnaturlige kræfter, sortklædt maskering (tegn på usynlighed) og fabelagtig våbenteknik med brug af tricks. Endelig er figuren i nyeste tid overført til Vesten, hvor en ninja fx optræder i James Bond-filmen "You Only Live Twice", 1967, og i mange tegneserier (fx "Ninja Turtles" med fire grønne ninja-skildpadder) og videoer og computerspil, på linje med fx den hinduistisk inspirerede avatarfigur. I nogle af de nye fremstillinger ses ninja som smukke kvinder, jævnfør amazoner, men der er ikke meget belæg for det i den japanske tradition. Også Ib Michael lader sin ninja, i romanen Kejserens Atlas, 2001, være en kvinde og sammenkæder figuren med en dansk kvinde med det nærliggende navn Nina, der bl.a. bruger armbrøst som magisk våben. I romanen blandes forskellige tider og steder, især elementer hentet fra samuraitidens Japan, fra nutidig international agentlitteratur og fra science fiction.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: ninja i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426441

Artiklen ninja er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk