fader og moder

Fader og moder, far og mor. Som ophav, beskyttere og opdragere har “far” og “mor” fået en række udvidede, symbolske funktioner. Mange religioner har en gud, som opfattes som fader, fx jødedommen-kristendommens Gud Fader, jævnfør bønnen Fadervor. Også religiøse personer kan tituleres “fader”, fx præsten i den katolske kirke, pater, og paven (af græsk pappas, fader), der tituleres Den Hellige Fader. Nonner højt i hierarkiet kan også tituleres Moder, fx Moder Teresa. Tilsvarende kan moderen være guddom, fx den i frugtbarhedsreligioner udbredte forestilling om en Moder Jord, Magna Mater (Den Store Moder, fx Kybele, Demeter), der modsvares af en fadergud i himlen. Universet er fx struktureret på denne måde hos mange indianske folk. Omkring Jomfru Maria kan der være en ganske kraftig Hellige Moderkult (Madonna med Barnet osv.). Modergudinder tager sig af skabelse og død og ny fødsel, i lighed med naturens og årets gang; Jomfru Maria kan religionshistorisk tydes som en variant af denne skikkelse, men hun rager også ud over temaet, idet hendes Søn var et konkret, levende menneske, der døde i et historisk og ikke et cyklisk forløb. I feministisk teologi har man i gudsopfattelsen søgt at udbytte den hårde, omnipotente faderskikkelse, despoten og hærføreren, med den blide, barmhjertige, medfølende, opofrende moderskikkelse, også ud fra den tanke, at Gud er en metafor, hvis nuancer man derfor selv kan udskifte ved at ændre billedet. Dette oprør har Jesus på en måde allerede foretaget, i et opgør med det rigide patriarkalske samfund og ved at gå i offerdøden.

I moderne samfund, som fx det danske, der tilstræber lighed mellem kønnene, er moder- og faderrollen begreber, der diskuteres og er foranderlige.

Også en nation kan opfattes i fader- og moder-symboler. Der tales fx om “fædreland”, “modersmål” og“Mor Danmark”. Kongen er “landsfaderen”. En person, fx Abraham, kan være “stamfader” til et helt folkeslag. “At gå til sine fædre” er en eufemistisk omskrivning af at dø. Moderen tildeles kvaliteter som “moderdyr”, “moderfølelse”, “moderinstinkt” og “moderkærlighed”; en sag kan “gå i sin mor igen”; man kan “hænge i sin mors skørter”.

Inden for psykoanalysen har især Freud set på en række problemer i forbindelse med fader- og moderrollen. Hans analyser fandt sted i et udpræget patriarkalsk samfund. Han finder en række bindinger på kryds og tværs i en familie: ødipuskomplekset er en binding mellem mor og søn og Elektrakomplekset mellem far og datter. Forholdet mellem far og søn følger Freud helt tilbage til – et tænkt – ursamfund, hvor faderen ønsker at styre alt, incl. de seksuelle relationer, og hvor sønnen gør oprør, slår faderen ihjel og selv indgår som patriark i den næste fase; efterhånden udvikler der sig imidlertid tabu omkring incest og faderdrab, og (dyre)-offer træder i stedet, og faderskikkelsen potenseres som alfaderlig gud.

Mange eventyr handler om det brydsomme opbrud fra forældrenes hjem, en frigørelsesproces, hvor dæmonerne er på færde. En særlig fæl “mor” er stedmoderen (fx “Snehvide”, “Askepot”, “De elleve svaner”), jaloux og magtbegærlig, ofte næsten hekseagtig. Magtbegæret er også centralt i den standardiserede version af en svigermor, som kendes fra fx vittighedstegninger og for fuld udblæsning i fx Kjeld Abells skuespil Melodien der blev væk, 1935.

Se også bror og søster, mand og kvinde, nationale symboler og navn.