strand

Strand, overgangen mellem to elementer, vandet og landet, hvorved den låner lidt af begges symbolik. At komme op på strandbredden fra det våde element omtales i myter verden over som en fødsel, fx Afrodites fødsel, jævnfør også da Odysseus lander på sit hjemlands strand. At bevæge sig ud i vandet kan så på den anden side kaldes “et foryngelsens bad”. Stranden er legens sted, den vindomsuste spadsereturs sted, bølgeslagets evige lyds sted, men også øde, uhyggelig, et sted man kan “strande” og ende som “strandvasker”, for slet ikke at tale om fashionabel “beach boy”.

I et essay af Torben Brostrøm i bogen Rifbjerg på kornet, 2006, står der, at Klaus Rifbjergs mytiske sted i hans litterære univers er havstokken eller strandkanten, “En skillelinje / ubestandig / fødende fortærende / mellem strandingsgods / nyt land / og katastrofer”, som det hedder i et digt i samlingen Stranden, 1976. Alex Garlands roman Stranden, 1998, opnåede kultstatus blandt mange unge, der var vant til at rejse fra strand til strand.