lund

Lund, en lille skov, der i det førkristne Norden bl.a. kan have været brugt som plads for riter, fx ofringer, og derfor opfattet som hellig. I et eddadigt om Frejs og Gerds elskov er mødestedet for deres hellige bryllup netop Barre, den hellige lund “med den lune luftning”. Også i fx antikken var der hellige lunde, fx i Epiros for Zeus og i Aricia ved Nemisøen (ved Rom) for Diana. En række af Oehlenschlägers nordiske digte har en lund som scene for elskov eller for offer, også af mennesker. Også i nyere tid er lunden elskovens sted, fx i visen “Gå med i lunden, / så spidser vi munden / og fløjter den gamle sang om kærlighed”. Talrige skove og landsbyer ender på -lund(e), stednavne der er blandt de ældste i Norden.

Mens den store skov er farlig og dyster, utæmmet natur, er lunden overskuelig og nærmer sig haven i form og symbolik; lunden er det sted, hvor man nok møder naturens overnaturlige kræfter, men afgrænset, stille og indviet.

Se også skov, hellig, frugtbarhed og have.