stilhed

Stilhed, forbindes med balsamiske situationer i især naturen, fx skoven (“I skovens dybe, stille ro”), i modsætning til byens larm og hektiske tempo. Stilhed kan være en højtidelig handling, fx mens man iagttager Solen gå ned, eller institutionaliseret i fænomenet “et minuts stilhed”, fx i forbindelse med et dødsfald. Men stilhed kan også forbindes med stilstand, uhygge (“stilhed før stormen”) og har som varianter fx tysthed, tavshed eller stumhed. I eventyr kan det at være tavs være et tegn på at bevare en hemmelighed, og det at være stum kan være en straf, eventuelt et træk fra fødslen af, som brydes ved en mirakuløs hændelse, som er tegn på hovedpersonens modning. Man kan sige “min mund er lukket med syv segl” om at holde på en hemmelighed, et bibelsk udtryk, se seglet.

Man kan være et “stilfærdigt” menneske, en begravelse kan foregå “i stilhed”, man kan føre et “stillestående”, dvs. stagnerende, liv. Et “stilleben” er et maleri af “død natur” (nature morte), fx opstilling af frugter og genstande. Udtrykket “der gik en engel gennem stuen” drejer sig om en lidt ubehagelig situation, hvor tavsheden i fx et selskab pludselig bliver tydelig, en “larmende tavshed” eller en lydløsheds lyd.

“Stille Eksistenser” er titlen på en novellesamling af Herman Bang fra 1886, bl.a. med “Ved Vejen”, skildringer af et hensygnende, resigneret liv i den lille provinsbys borgerskab, i ægteskaber uden glæde eller i længsel efter netop ægteskab. Der sker ikke rigtigt noget, man er ved og ikke på vejen. Ingmar Bergmans film Stilheden, 1963, har mere af det dystre, eksistentielt forpinte i den svenske originaltitel Tystnaden. En metafysisk stilhed er der i Vilhelm Hammershøis malerier af interiører, stuer både med og uden personer.

Se også øre, lyd og stemme.