konkylie

Konkylie, i konkyliens snoede “øregang” har mangt et barn hørt lyden af de store have og er taget på lange, eksotiske fantasirejser. Hører den eller lyder den? Er konkylien i “virkeligheden” et øre, verdens øre, og er det suset fra selve universet, man hører i den?

Konkylien har været brugt som rituelt musikinstrument i bl.a. Indien og Polynesien. Den har været forbundet med mantraet OM og med guden Vishnus åndedrag. I buddhismen forbindes den med lærdom og gode varsler. I græsk mytologi er den attribut for Poseidon og tritonerne, der blæste i konkylier, når de bevægede sig gennem bølgerne.

I Carsten Jensens søfartsroman Vi, de druknede, 2006, spiller konkylien – naturligvis – en rolle, men en meget forskellig alt efter hvem der hører i den: “Den havde mange melodier, konkylien, én for hver, der lyttede til den. For de unge sang konkylien om udlængsel og fjerne kyster, for de gamle om fravær og sorg. (...) For kvinderne sang konkylien altid det samme, tab, tab, med en monotoni som bølgeslaget i havstokken. For dem lød der ingen lokken, når de lagde øret til, kun klagesang.” Sangen skildres her som en parallel til den mytiske havfrueeller sirenesang. En novellesamling udgivet efter Martin A. Hansens død hedder Konkyljen, 1955; titlen var hans eget forslag, men symbolikken er ikke nået indarbejdet i samlingen.

Se også muslingeskal og hav.