Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vild og tam, den ædle vilde

Oprindelig forfatter FSte

vild og tam, den ædle vilde, opfattelsen af den vilde har skiftet meget i den europæiske idehistorie. Frem til nyere tid har der været forestillinger om den vilde, som minder om kæmper og andre sagnfolk; et eksempel, som har været fremme – dog ofte med et glimt i øjet – i nutiden, er yeti, den afskyelige snemand, hvis kolossale fodaftryk skal være set i Himalaya, i hvert fald i tegneserien Tintin. Afsmittende virkning kan også de menneskelignende aber have haft. I religioner verden over personificeres den vilde natur i en række guder; nævnes kan fx den græske Pan; ofte ses blandingsvæsener, der kan være halvt menneske, halvt dyr (fx kentauren). Perioder har set ned på det vilde liv, opfattet det som barbarisk, uciviliseret, primitivt, uudviklet, tilbagestående i forhold til den hvide mands overhøjhed. Andre perioder, fx romantikken, har tegnet et glansbillede af den ædle vilde, bl.a. med inspiration fra J.-J. Rousseaus værker og livsform: Vor kultur hæmmer den frie udfoldelse, det barnlige, det ægte, spontane, mens den vilde lever i direkte kontakt og balance med naturen og opfatter alt som ligestillet, besjælet liv. Begge opfattelser tager fejl: De vilde, de såkaldte naturfolk, lever nok uudviklet mht. teknik, men i et kompliceret mønster, faste rammer, bundet af bl.a. et stort antal taburegler, så stramt at “frihed” næppe er det rette udtryk. Naturfolk er i høj grad kulturfolk, ikke lykkelige, uvidende “børn”.

En tilsvarende kategorisering har fundet sted af forholdet mellem vild og tam i relation til dyreverdenen og ført over på mennesker. At leve fri som fuglen, ubekymret som blomsterne på marken, at svæve majestætisk som kongeørnen, være smuk og tankeløs som sommerfuglen, summe fra blomst til blomst som bien. Men det vilde, dyriske er – som naturen som helhed – også blevet opfattet som farligt, noget der skulle holdes i ave af normer og samvittighed, hvilket så igen har kunnet opleves som en spændetrøje for lystens udfoldelse. Natur modsat kultur, land modsat by, barn modsat voksen og i det enkelte menneske den stadige kamp eller balancegang mellem bevidst og ubevidst, mellem det apollinske og det dionysiske.

I dansk litteratur er store dele af Henrik Pontoppidans forfatterskab spændt ud i en konflikt mellem vildt og tamt. Miljøet kan stække vildskab, lidenskab og naturlighed, men på den anden side ses hos Pontoppidan et antal drømmere, der glorificerer det enkle landliv og lider forlis ved at forsøge at realisere det. Hos Vagn Lundbye ses en romantisk tonet belysning af naturfolk, primært indianernes livsform.

Annonce

Dobbeltheden i begreberne vild – tam ses også i et antal, ofte overførte, sproglige eksempler: “det var en tam forestilling” (dvs. kedelig, uoriginal), “heldigvis fik vi tæmmet ham”, “en vild krabat”, “det er vildt!”, “en vild fest”, “de vilde vover”, “føre på vildspor” osv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: vild og tam, den ædle vilde i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426913

Artiklen vild og tam, den ædle vilde er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk