En række religioner har den forestilling, at der til et helt og levende menneske hører en forening af et legeme og en skygge og ved døden en adskillelse; fx er det i traditionelle østafrikanske kulturer forbudt at træde på nogens skygge. I mange religioner findes den opfattelse, at dødsriget er et skyggeland, fx det nordiske Hel og det græske Hades. I Det Gamle Testamente bruges ordet skygge dog også positivt om tilflugtssted og tryghed, jf. fx Sl. 17,8 og 63,8.
I Platons hulelignelse sammenlignes den materielle, sanselige verden med en skygge i forhold til den højere og sandere idéernes verden. I folketro, fx i en række folkeeventyr, er skyggen en dobbeltgænger, en genganger af dæmonisk art. I kunstnerisk sammenhæng er skyggemotivet udfoldet i dybsindige spaltningshistorier som Adalbert von Chamissos Peter Schlemihls wundersame Geschichte (1814), H.C. Andersens Skyggen (1847), Villy Sørensens "Duo" (Ufarlige historier, 1955) og Svend Åge Madsens Finder sted (1998).
I analytisk psykologi henviser skyggen til personlighedens mørke side. Skyggen er ikke bare summen af alt det, individet helst vil skjule, glemme, eller som det har fortrængt, men består også af det i psyken, som er primitivt eller uudviklet. I en jungiansk psykoterapi er bevidstgørelsen af skyggen i videst muligt omfang et vigtigt mål, men udryddes kan den ikke, idet den har sine rødder i det affektive og instinktive liv. Skyggen er i sit kollektive aspekt en arketype, som er rigt repræsenteret i mytologi, folklore og litteratur. Både individuelt og kollektivt kan skyggen gøre sig gældende som en stærk, irrationel projektion, hvor andre mennesker eller befolkningsgrupper gøres til genstand for fordomme eller i værste fald udsættes for grusomme forfølgelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.