• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jord, Jorden

Oprindelig forfatter FSte

JORD, JORDEN De første fotos af Jorden set udefra gav anledning til nye tanker om Jordens skønhed og skrøbelighed. Den vidunderligt blå og levende planet Jorden fotograferet fra Månen, fra Apollo 8, 1968.

JORD, JORDEN De første fotos af Jorden set udefra gav anledning til nye tanker om Jordens skønhed og skrøbelighed. Den vidunderligt blå og levende planet Jorden fotograferet fra Månen, fra Apollo 8, 1968.

jord, Jorden, Jord er et af de fire elementer i den klassiske elementlære. I mange religioner tillægges Jorden eller jordbunden kvindelige og moderlige egenskaber i modsætning til den mandlige Himmel. Det ses fx i kinesisk yin-yang-opfattelse og i antikkens forestilling om Moder Jord eller Den Store Moder (Magna Mater), fx er gudinden Gaia (græsk: jord) en sådan. Frugtbarhedsreligioner tillægger jord evig skaberevne, i et årligt genkommende mønster af skabelse, død og ny skabelse. Mytologisk og rituelt fremstilles det som et kosmisk drama, hvor jordgudinden er i underverdenen en del af året, men kaldes frem på ny ved forårstide, fx i den græske Demeter-myte. Mange riter lader initianden gå under jorden, fx opholde sig i en hule eller hytte eller passere under en græstørv, der symboliserer underverdenen, for siden at træde frem, genfødt og til ny status på jorden. I maorisproget betyder whenua både “jord” og “livmoder”.

Jorden er den del af kosmos, som er menneskenes bolig, fx i den nordiske mytologis Midgård. Menneskenes jordiske verden er spændt ud mellem himmel og underverden eller dødsrige. I GT er Jorden “de levendes land”, og ifølge 1. Mos. 2,7 danner Jahve mennesket Adam af agerjord; udtrykket “himmel og jord” er oprindelig bibelsk og betegner dér hele universet, verdens totalitet. Jord betegner også det forgængelige og rent legemlige i modsætning til den evige og sjælelige himmeldimension. Forgængeligheden ses allerede i GTs skildringer af mennesket som “støv” eller “ler”, og i Jahves udsagn om døden som vilkår: “Ja, jord er du, / og til jord skal du blive”, 1. Mos. 3,19, der indgår som de to første led af begravelsesritualet; det tredje er: “af jord skal du igen opstå”. En egentlig dualisme udfoldes i lange perioder af europæisk idéhistorie med platonismen som udgangspunkt, hvor det jordiske legeme ses som et fængsel for den længselsfuldt anende sjæl.

Jord konnoteres også med jævnhed og realistisk sans. “Ved jorden at blive, det tjener os bedst”, “Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”. Et af Fr. Nietzsches mottoer var “(for)bliv Jorden tro”. Sophus Claussen forsøgte at sammensmelte realisme og symbolisme i sine programartikler, fx essayet “Jord og Sjæl”, 1917, men skrev også det profetiske digt “Atomernes Oprør”, 1925, om sin angst for, at disharmoni skulle få jordkloden til at forgå. Dén danske digter, der mest stringent og med et helt fast symbolsk univers har besunget Jorden, er Thøger Larsen, der sammen med Johannes V. Jensen har sanset sammenhængen mellem det helt jordnære og det kosmiske; Th. Larsen udgav 1904 digtsamlingen Jord.

Annonce

Blandt mange faste udtryk kan nævnes: “miste jordforbindelsen”, “at falde ned på jorden”, “at have jord i hovedet” (være dum), “at leve under jorden” eller “være som sunket i jorden” (skjult), “jordnær” eller “jordbunden” (praktisk og realistisk).

I de seneste år er en ny symbolik opstået i den såkaldte Gaiateori, hvor Jorden som total organisme tillægges “følende” egenskaber. Påvirket har her bl.a. økologien, der så igen er påvirket af fx naturfolks, ikke mindst indianeres, balanceforhold til Jorden. I indiansk tilværelsesopfattelse skildres Jorden bl.a. som et væsen, man skader, når man graver efter metaller og udvinder olie. I dansk åndsliv har sådanne tanker fx inspireret teologen Ole Jensen og digterne Thorkild Bjørnvig (hans miljødigte) og Vagn Lundbye. Jorden er en vidunderlig, blå planet fuld af mangfoldigt liv, placeret i en verden, der ellers – sandsynligvis – er livløs, uorganisk, tom og ufatteligt stor. Hvorfor ikke også Jorden blot er livløs, er vi nogle underlige væsener, der har fået den underfulde mulighed at kunne reflektere over.

Se også kosmos og kosmologi, kugle og verdensbillede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: jord, Jorden i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 23. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426134

Artiklen jord, Jorden er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk