Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

is og sne

Oprindelig forfatter FSte

 IS OG SNE Illustrationen af Flemming B. Jeppesen til H.C. Andersens eventyr “Sneedronningen” indfanger både det lokkende og det isnende i hendes univers.

IS OG SNE Illustrationen af Flemming B. Jeppesen til H.C. Andersens eventyr “Sneedronningen” indfanger både det lokkende og det isnende i hendes univers.

is og sne, symboliserer især kulde af både fysisk og psykisk art, jomfruelighed, goldhed, hårdhed, skrøbelighed, isolation og indelukkethed. Det ses i udtryk som “isen i mit sind”, “at bryde isen”, “lægge nogen på is”, “blodet fryser til is” og “iskold” eller “isnende kold”. Men sne og is symboliserer også magisk skønhed i en sært fremmed verden: iskrystaller, isblomster, istapper, den hvide og vide uberørthed, Alpetoppenes eller Mt. Everests overnaturlige verden, der fascinerer og vækker rædsel. Store dele af verden er tilisede eller med evig sne; andre dele veksler mellem frostkulde og smeltning, mellem “Snemand Frost og Frøken Tø”. Polarforskere og opdagelsesrejsende, fx Fr. Nansen, R. Amundsen, Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund, har foretaget farefulde rejser i isødet, der har optaget mytens skær i sig, langvarige manddomsprøver, askese og heroisme, berømmelse eller død, og gang på gang er indgået i fiktionsværker.

I et land som Island kan man se helt konkret, hvordan liv og mytologi opstår med sne og is som vigtige faktorer. Store jøkler dækker en pæn del af landet og stikker deres blåtskinnende tunger ud mod de lave områder, i en stadig vekslen mellem kulde og varme, isdannelse og tø. Tilsvarende gælder sne og is på fjeldtoppene. Når isen smelter, opstår der vand, som løber ned ad bjergene, hvorved der dannes mos og lav, græs, blomster, livsmuligheder for får og heste og bondegårde i bunden. I nordisk mytologi skabes verden af mødet mellem varme og kulde, en grødefuld tågedis opstår i midten og med koen Audhumbla som den store livgiver. De dæmoniske kræfter, jætterne, holder til stadighed til i kolde udkanter, fjelde og udørkner og angriber Asgård og Midgård som rimturser (jætter der er dannet af rimfrost!) og andre kuldslåede gestalter. Da verden efter Ragnarok genskabes, sker det igen ved, at varme og kulde blandes, og det lyder sådan i eddadigtet “Vølvens Spådom”:

Op ser hun komme
for anden gang
jord af havet
evigt grønnet.
Fosser falder,
flyver højt ørnen,
den, som fra fjeldet
fisken jager.

I eventyr er is et symbol for et hårdt hjerte eller en fastlåsthed. Det gælder fx folkeeventyrets “Snehvide”, og H.C. Andersens to eventyr “Sneedronningen”, 1845, og “Iisjomfruen”, 1862, hvor hovedpersonerne fastfryses af de to overnaturlige figurer. Snedronningen har et forstandsspejl, som fryser Kays hjerte til is, og kun Gerdas kærlighed kan hjælpe ham. Snedronningen er titlen på Henrik Wivels disputats om Selma Lagerlöfs forfatterskab, 1988/2006, der ses som en kompensatorisk handling med iskulde og uforløsthed i hendes eget liv som omkostninger. For øvrigt har H.C. Andersen også skrevet eventyret “Sneemanden”, 1861; her smelter snemanden, der er forelsket i en kakkelovn.

Annonce

Thomas Kingo bruger flere gange is som central metafor, i salmerne fx “Dødens Istap-Haand”, “Ise-Skrog” (om den forgængelige skønhed i en tynd, skør is uden vand under) og i en erotisk situation, hvor “frøssen Kingo”, der har været ude i et vældigt snefog, ventes ivrigt af en kvinde med et skød så varmt som en “Kakkel-Vraa”! I Emil Aarestrups digt “Paa Sneen” skaber sneen i en provinsby en sfære, der lader synet af en elsket kvinde, der går sneen, op til et “magisk Luftsyn”, krystalklart og eventyrligt – eller også er det omvendt: overnatur og erotik går i ét.

I P.O. Enquists forfatterskab er ishinden et centralt symbol, det, der lukker inde og ude, truer med druknedøden eller etablerer en fjernhed i forhold til engagement i Livet. I Tarjei Vesaas' roman Isslottet, 1963, spiller det gængse symbol, bl.a. fra folkeeventyr, en rolle i relationen mellem to skolepiger, der drages mod isdannelser i et fossefald, magisk som et isslot, man kan vandre i og fortrylles i. I Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne, 1992, er hovedpersonen spændt ud mellem to kulturer, den danske og den grønlandske, eller snarere mellem kultur og natur: Hun er forsker med speciale i polarglaciologi, men hun er også den, der har naturmenneskets sansemåde over for sne og is' mangfoldige magi. Lidt af den magi ses også i en himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen, “Kirstens sidste Rejse”, 1901, hvor et tredages-snefog forhindrer en begravelse, men hvor de voldsomme snedriver er en legeplads for den 69-årige Niels liv, der “blev siddende i Sneen og skreg af Fryd. Han (...) elskede endnu Snedriver og Strabadser trods noget Drengebarn. Han lo voldsomt, hylede over dette her.” Niels liv viser her en elementær livskraft og -glæde netop midt i elementernes rasen; kaos kan ikke sejre endegyldigt, når man kan lege midt i dets gab.

I Hanne Marie Svendsens eventyrroman, Nilaus under isen, 2007, om en ekspedition til Antarktis, er isen en frygtindgydende og betagende magt, som gemmer “rædselen for det store intet og fortabelsen i uendelig skønhed.”

Se også varme og kulde, frost, rim, spejl og glas, bjerg og årstider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: is og sne i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426115

Artiklen is og sne er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk