• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ild

Oprindelig forfatter FSte

 ILD På dette persiske bogmaleri fra Tabriz ca. 1540 fra digteren Nizamis værk “Khamsa” ses Muhammed omgivet af ild, siddende på ryggen af hoppen Buraq. På denne bevingede hest foretog han en natlig rejse til Jerusalem og videre til himlen. Det er himmelfærden, der skildres her. Billedforbuddet omgås delvist ved at fremstille ham uden ansigtstræk. Ærkeenglen Gabriel (Jibril) leder vejen, og mange andre engle hylder Profeten.

ILD På dette persiske bogmaleri fra Tabriz ca. 1540 fra digteren Nizamis værk “Khamsa” ses Muhammed omgivet af ild, siddende på ryggen af hoppen Buraq. På denne bevingede hest foretog han en natlig rejse til Jerusalem og videre til himlen. Det er himmelfærden, der skildres her. Billedforbuddet omgås delvist ved at fremstille ham uden ansigtstræk. Ærkeenglen Gabriel (Jibril) leder vejen, og mange andre engle hylder Profeten.

ild, symboliserer bl.a. det guddommelige, lutring og renselse, straf og frelse, død og genopstandelse eller forvandling, lidenskab og engagement, kærlighed og had og ødelæggelsestrang, vision og inspiration. Sammen med lys har ild udgangspunkt i den universelle ild og lyskilde, Solen. En række begreber knytter sig tæt til ilden, fx flamme, brand, bål, fakkel, aske, arne, lampe, lyn, ovn og vulkan. Ild indgår sammen med jord, Luft og vand som et af de fire elementer i elementlæren. Her er ilden knyttet sammen med gul galde og med det koleriske temperament.

I mange folkeslags myter bliver kulturen til, da en kulturheros stjæler ilden fra guderne, fx den græske Prometheus. Den er dog stadig guddommelig og har rituelle funktioner, i det enkelte hjem som husarne og i samfundet som alterild, der skal brænde evigt. Et eksempel på opfattelsen af ilden som en gud har man i vedareligionens Agni (Agni betyder “ild”). Den evige flamme i sekulariseret eller remytologiseret form findes fx i den olympiske fakkel i moderne tid, der bringes fra Grækenland, eller i mindesmærker som den ukendte soldats grav, der efter 1. Verdenskrig opførtes i flere af de krigsførende landes hovedstæder.

Ilden renser og fornyer. Det er det vigtigste motiv ved ildgang, dvs. rituel vandring på glødende kul eller lava med bare og uskadte fødder; denne praksis har været vidt udbredt, fx i Indien og på Bali, i Kina og Japan, New Zealand og Trinidad. Tilsvarende var der i det gamle Norden en straffepraksis med gloende jernhandsker, den såkaldte jernbyrd. Sankthansaftens bål, med afsendelse af heksen til Bloksbjerg, er også en renselse og foregår på den årstid, hvor Solen står højest på himlen. Konkrete menneskeofringer har fundet sted på kætterbål, autodafeer, og heksebål. Også traditionen med ligbrænding og forestillingen om skærsilden rummer renselsen; i skærsilden renses det enkelte menneske for synder før den endegyldige frelsestilstand. Renselsen ses endelig i stort format i troen på en kosmologisk gendannelse af en fredfyldt urtilstand efter en universel katastrofe, hvor verden går under i fx Ragnaroks eller dommedags flammer. At ilden også kan have blot negative, fortærende kræfter ses i opfattelsen af helvede som ildens sted. Som eksempler på store skildringer af de kosmologiske aspekter kan nævnes det sidste skrift i NT, “Johannes' Åbenbaring”, og Dantes Guddommelige Komedie, og i mindre format B.S. Ingemanns salme “Den store mester kommer”, 1841, hvor Gud “sidder ved smeltediglen / og lutrer sølvet med flid” ud af sjælenes “erts”.

Annonce

I bjerges indre bestyrer smede og dværge ildens kraft i deres smedje; de udnytter vulkansk kraft i deres skabelse af våben, smykker og andre attributter til guder og helte. Eksempler er den græske Hefaistos og den nordiske Vølund Smed. Det magiske element fra underverdenen ses også i et fænomen som Aladdins lampe.

Ilden ses ofte sammen med lyset og Solen som Guds manifestation, fx i beretningen om Moses foran den brændende tornebusk, 2. Mos. 3, og Helligåndens tunger af ild på pinsedagen, Ap. Gern. 2. Mystikeres beretninger om mødet med det ubeskrivelige rummer ofte ild og lys som centrale metaforer.

Ild kan være symbol for erotisk lidenskab, dionysisk udfoldelse og voldsomt engagement eller temperament. Man kan møde “en gammel flamme”, eller der kan “gå ild i gamle huse”, eller “pigen kan sætte sanserne i brand”. Man kan “gå gennem ild og vand for en”, være “grebet af den hellige ild” eller “have ild i røven”. Man kan være en “ildsjæl”, “fyr og flamme”, gå “fra asken til ilden” eller bruge “bål og brand”.

Da H.C. Andersen opholdt sig i det varme, sensuelle Napoli, blev han grebet af en sanselighed, som fandt metaforisk udtryk i en oplevelse af et vulkanudbrud i Vesuv; han omtaler det i dagbogen og raffinerer det til stor kunst i skildringen af Antonios ophold hos den lidenskabelige Santa i Napoli i romanen Improvisatoren, 1835; hans blodårer bliver som Vesuvs eruptioner, og Santas “Ildblik brænder”. I J.P. Jacobsens novelle eller lille roman Mogens, 1872, symboliserer en brand, der dræber Mogens' kæreste Kamilla, og som skildres med frygtindgydende artisme, hans brændende kærlighed og splittede eros. En tilsvarende artisme i verdensklasse har Herman Bang i en næsten samtidig reportage fra Christiansborg Slots brand, trykt i Nationaltidende 4.10.1884. I Henrik Ibsens drama Brand, 1866, er branden (hovedpersonen er præsten Brand) symbol for en kompromisløs tilværelse i kaldet fra Gud; han er en idealist, der mangler kærlighed til sine nærmeste og øder deres og sit eget liv.

 ILD Ikon med den amerikanske saxofonist John Coltrane fra The Saint John Coltrane African Ortodox Church i San Francisco. Hans ekstatisk-spirituelle spillestil var medvirkende til, at der efter hans død 1967 dannedes et kirkesamfund for ham. Ikonen sælges som postkort med titlen “Saint John The Divine Sound Baptist”. Helligåndens døbende ildtunger ses i saxofonen; Coltrane opfattes altså som den nye Johannes Døber, der døber med “lyd”.

ILD Ikon med den amerikanske saxofonist John Coltrane fra The Saint John Coltrane African Ortodox Church i San Francisco. Hans ekstatisk-spirituelle spillestil var medvirkende til, at der efter hans død 1967 dannedes et kirkesamfund for ham. Ikonen sælges som postkort med titlen “Saint John The Divine Sound Baptist”. Helligåndens døbende ildtunger ses i saxofonen; Coltrane opfattes altså som den nye Johannes Døber, der døber med “lyd”.

Destruktiv seksualitet symboliseret ved ildebrand ses også i Tom Kristensens roman Hærværk, 1930, hvor hovedpersonen Ole Jastrau oplever den syfilitiske Sorte Else som “blussende ild”, “forfærdende rødt kød i flammeskæret”, mens hans egen lejlighed brænder. En brand pga. en slægtsfejdes voldelige spiral ses i Njals Saga, hvor Njal og hans familie brænder inde på deres gård Bergthorshvol ved en mordbrand. I en fortælling på blot én side udfolder Villy Sørensen en hel myte om had og ødelæggelse – og atombombens altødelæggende ild: “Fjenden” (1955) har flammende øjne, der forkuller øjnene på hans “elskede” og nedbrænder en hel egn, der selv efter et “sørgeår” aldrig bliver sig selv igen, for pigen har fået “sorte øjne” og “gifter sig aldrig”.

Det dionysiske element i ilden ses fx i Thorkild Bjørnvigs digtsamling fra 1959, Figur og Ild, hvor ilden er livsudfoldelse og kunstnerisk inspiration, men også angsten for, at alt skal sættes i brand, fordi vi når et “Varmepunkt” og vi står i en “Baalsovn”. Andetsteds har Bjørnvig sammenlignet inspirationen med at være gudsforstyrret og “lagt på haarde Skaberesser”.

Hvordan ilden kom til menneskene skildres omfattende og med magisk sansekraft i Johannes V. Jensens Den lange Rejse, i bindet Det tabte Land, 1919. Her lærer Fyr (!) at lave ild, dvs. han skaber kultur; han bliver stammens anfører, dræbes af jaloux sønner, men opnår endegyldigt status som halvguddommelig urfader og kultfigur.

Se også renselse, rent og urent, lys, Solen, lyn, glorie, vulkan, Føniksfuglen, lampe, aske, fakkel, arne, ovn og salamander.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: ild i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426101

Artiklen ild er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk