Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dug

Oprindelig forfatter FSte

Dug falder om aftenen pga. luftens afkøling og forsvinder igen om morgenen pga. opvarmningen. Derved bliver dug en vigtig markør i døgnets gang og tillægges samtidig symbolsk værdi. Den kan være tegn på åndelig forfriskning, fred og velsignelse, men også livets flygtige illusion, noget kan “forsvinde som dug for solen”. Ved lave temperaturer dannes der rim eller iskrystaller (rimfrost).

I Bibelen og danske salmer er det positive ved duggen fremherskende. Jahve er dug for eller giver dug til Israel; dug kaldes “Himlens dug”. Et sted, Es. 26, 19, kædes dug sammen med dødes opstandelse: “For din dug er lysets dug, / og jorden bringer dødninge til live.” Særlig markant er denne sammenligning hos Grundtvig (1860): “Som Dug paa slagne Enge, / Saa falder Livets Ord / Paa Kristnes Sottesenge” (Den danske Salmebog 544).

Også i kinesisk mytologi er udødelighed og dug kædet sammen, omkring et livstræ, Træet med den Søde Dug, der voksede på bjerget Kwanlung.

Annonce

I nordisk mytologi er dug og rim knyttet sammen med Nattens hest, Rimfakse, fra hvis bidsel der drypper skum, og derfra kommer dalens dug, “den bedugger Jorden med dråberne fra sin mule”, skriver Snorre. Motivet udnyttes af Adam Oehlenschläger i digtet “Guldhornene”, 1803. Men duggen forbindes også med brønden ved træet Yggdrasil, hvorom der fortælles, at derfra kommer den dug, der som “honningfald” nærer bierne. I en barsk folkevise, “Torbens Datter”, bruges som omkvæd den smukke naturscene: “Der Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide”.

Schack Staffeldt skrev 1808 et poetisk-filosofisk digt, “Liljen og Dugdraaben”, en allegori, hvor naturens gang fra dugfald ved aftentide til duggens forsvinden om morgenen dels er en erotisk situation (duggen falder i en liljes “Skjød”), dels – og nok så meget – en platonsk lignelse: Liljen er det forgængelige legeme, dugdråben den evige sjæl, som for et øjeblik har været fanget i liljens bæger, men ved morgenens komme transformeres påny og stiger til sit evige, himmelske hjem.

Se også dag og nat, tåge, sky, regn, rim, nektar og regnbue.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: dug i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425823

Artiklen dug er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk