Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Månen

Oprindelig forfatter FSte

 MÅNEN Litografi med romantisk scene fra 1827. Beethovens arbejdsværelse fra kort tid efter hans død (nu kun til stede som buste). Oplysningen ved hjælp af fuldmånens skær er typisk romantisk og spiller vel også på, at komponisten skabte “Måneskinssonaten”.

MÅNEN Litografi med romantisk scene fra 1827. Beethovens arbejdsværelse fra kort tid efter hans død (nu kun til stede som buste). Oplysningen ved hjælp af fuldmånens skær er typisk romantisk og spiller vel også på, at komponisten skabte “Måneskinssonaten”.

Månen, symboliserer bl.a. tilblivelse, tidsregning, menstruation, skæbnen, døden, galskab, det kvindelige, det usynlige, det intuitive, en romantisk scene. I folketroen knyttes Månen sammen med galskab (engelsk lunatic “forrykt”, af det latinske navn på Månen Luna). Denne forestilling indgår også i beretningen om Jesu helbredelse af den “månesyge” dreng (Matt. 17,14-21). Fuldmånen forbindes bl.a. med varulven, med trance og seksualitet.

Ordet måned kommer af måne og betyder egentlig den tid, det tager Månen at fuldføre et omløb om Jorden. Mange kulturers tidsregning følger stadig en månecyklus, dvs. at en måned går fra nymåne til nymåne, fx islam og jødedom; det er forklaringen på, at en række helligdage, efter oprindelig jødisk mønster, rykker i vores år, fx påske og pinse. Kvindens menstruationscyklus har alment været tydet som sammenhængende med Månens faser, ligesom Månen er knyttet sammen med vand og tidevand og i mange myter med kornets, kvægets og menneskets frugtbarhed. Solen er Månens kosmologiske partner eller modsætning; oftest er Solen mandlig og Månen kvindelig. Det er fx tilfældet i antikken, hvor månegudinden hedder Selene (græsk) eller Luna (latin). I fx shinto er det omvendt; her er solgudinden Amaterasu den vigtigste guddom i det hele taget, mens måneguden Tsuki-yomi har mere perifer betydning. Og i grønlandsk mytologi er “Månemanden” en central guddom; han forfølger sin søster Solen, der har begået tabubrud; han straffer menneskers tabubrud og giver dem god fangst, hvis de overholder reglerne.

Halvmånen er et centralt islamisk symbol, fx brugt i den islamiske betegnelse for Røde Kors: Røde Halvmåne og som månesegl i mange islamiske landes statsvåben. I lande på den sydlige halvkugle, hvor nymånen ligger ned, forbindes Månen med skibet. Måneseglet forbindes flere steder med koens horn, fx i det gamle Egypten og Grækenland.

Annonce

På måneskiven ses en “figur”, der i folketroen er kaldt “Manden i Månen”. Pjerrot skriver til Månen, et motiv, der tages op i fx Ib Michaels romaner Brev til månen, 1995, og Sorte huller, 2007. Erotiske situationer med Månens magiske lys er fx indfanget i Emil Aarestrups digt “Paa Sneen”, 1838, og i J.A. Schades digt “Maanesejlet”, 1936; hos Schade sammenlignes månen med et kosmisk, kobberrødt “fiskersejl paa et skib, der sejler over himlens blaa-orange sildehav”. Døden knyttet sammen med Månen ses i en række digte af Thøger Larsen, fx “Jens Højby”, 1905, hvor Månen skildres som en arret sten, “de dødes rejsende rige”, og “Septembernat”, 1925, med de komplekse dødsbilleder, fx “mejende går vindens / måneblanke leer”. I 2006 udgav Thomas Bredsdorff en række analyser af sjælen som tema i dansk litteratur, Dansk litteratur set fra månen; afstanden skaber overblik og viser, hvad der dur. I japanske Haruki Murakamis roman Sputnik min elskede, 2001, spiller titlen på den sovjetiske satellit Sputnik fra 1957, og Månen optræder med magisk og parasitær uhygge i en scene fra en græsk ø: “En hård stenkugle, hvis hud var ødelagt af tidens nådesløse gang. Ildevarslende skygger på dens overflade var som blinde kræftceller, der rakte deres følere ud efter livets varme. Månelyset svøbte sig om hver en lyd, vaskede enhver betydning væk og tvang alle sjæle ud i kaos.”

Dobbeltheden i Månens symbolik og stemning ses i to udtryk: “månelandskab” (om goldt landskab) og “måneskinstur” (romantisk spadseretur).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Månen i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426413

Artiklen Månen er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk