øre, hørelse

Øre, hørelse, som høreorgan symboliserer øret naturligvis hørelse, lydhørhed, opmærksomhed, at åbne sig for omverdenen eller for Guds stemme, samvittighed (jævnfør at trække ulydige børn i øreflippen) og guders modtagelse af en bøn eller et offer. Øret kan også forbindes med retfærdighed og rettergang, fx er udtrykket “skrive sig noget bag ørerne” oprindelig fra retspraksis. Mere overraskende er det, at ørets lighed med en spiral har ført til sammenligninger med fx sneglehus og muslingeskal. Også inde i øret er en “snegl”, høresneglen, og andre dele af øret har også metaforiske navne, fx trommehinden, hammeren, ambolten og stigbøjlen. Udtrykket “øresnegl” kan bruges om en lille højttaler, placeret i øret, hos fx en tv-vært: “Jeg hører lige i min øresnegl”.

Vogterguder verden over er udstyret med ekstrem god hørelse, fx kan nordiske Heimdal “høre græsset gro” og ligeså ulden på fårene, og hans attribut er Gjallarhorn, en lur, hvis lyd kan høres overalt i verden.

Via sin lighed med sneglen er øret blevet forbundet med befrugtning. Ifølge tidlig kristen tradition blev Jomfru Maria befrugtet i øret af Helligånden, i billedkunst gengivet som en due, der trænger ind i øret, et motiv, der kaldes conceptio per aurem (undfangelse gennem øret).

At være udstyret med “flyveører” eller “elefantører”, ører så store som Lille Jumbos, er næppe noget skønhedstegn. Men at have lange øreflipper, eventuelt tildannede og gennemborede, kan være et værdigheds- eller visdomstegn, fx for Buddha og andre vismænd i Fjernøsten eller for fornemme inkaer. At have spidse ører kan være symbol for det dyriske, Pan eller Djævelen. Æselører er symbol for narrens dårskab – og i dag også en måde at lave et bogmærke på ved at ombøje en sideflip. At have “en ræv bag øret” betyder at være snu. Der er et utal af faste udtryk med “øre”. Nogle stykker skal nævnes: “få ørerne i maskinen” (vanskeligheder), “skrive sig noget bag øret” og “slå ørerne ud” (være opmærksom), “guf for øregangene” (smuk musik), “ørehænger” (popmelodi), “ørefigen” og “øretæve” (slag).

Ører kan mærkes, fx hos husdyr. Ører kan i vel de fleste kulturer og til alle tider forsynes med et lille hul, og en ring eller andet smykke sættes deri.

I grotesk forstørrelse er det verdenshistoriske øre, der har givet navn til Per Højholts roman Auricula, 2001 (det latinske navn for “øre”), ikke just nogen ørehænger, men en egen- og dybsindig modernistisk fabel om et stort antal ører, der oplever det tyvende århundrede på nærmeste hold. Man skal “høre meget, før ørerne falder af”.

Se også lyd, musik, sang, sprog, stilhed, mantra og spiral.