skelet

Skelet, symboliserer – i lighed med kranium, kranium, segl, le, timeglas og knokkelmand – død og forkrænkelighed, er memento mori. Døden fremstilles ofte som et skelet med en le. Skeletter i dansegrupper (den såkaldte danse macabre) eller i elskovsscener er fx satirisk modstykke til løssluppenhed under karneval. I kapucinermunkenes kirke i Rom fremvises en ganske særlig makaber memento mori: skeletter eller skeletdele som kunstfærdig blomsterdekoration; stedet bruges i H.C. Andersens roman Improvisatoren, 1835, hvor den unge Antonio får sit Livs gys; gys – og eventuelt forargelse – kan stadig opnås. Skeletter på kirkegårde ved nattetide udnyttes som motiv i den såkaldte gåsehudsromantik, som bl.a. Adam Oehlenschläger – med ironisk distance – udnyttede i “Sanct Hansaften-Spil”, 1803.

I mayaernes ikonografi optræder dødsguder som skeletter, og i mexicansk folketradition er dødskult i det hele taget udbredt.

Skelet kan bruges om idé, udkast, struktur. “Et skelet i skabet” (eller “lig i lasten”) betyder en skjult fortidssynd.

Se også genganger, spøgelse og knogle.