Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

seksualitet

Oprindelig forfatter FSte

seksualitet, i mange kulturer er der kraftigt tabu omkring kønsliv og kønsdele. Som universelt tabu findes forbud mod incest. Men også fænomener som forbud mod nøgenhed, brug af bestemt, tækkelig klædedragt, og hvis kønslivet i det hele taget omtales da i omskrivninger, viser tabueringen.

Hvis man vil misforstå den bibelske syndefaldsberetning, er seksualitet forbundet med synd, ja nærmest ursynden. Men beretningen vil “blot” belyse menneskets grundvilkår: at vi er bevidste om, at vi skal dø, at vi kan handle forkert, og at formering er nødvendig, hvis menneskeheden skal overleve. Og i GT som helhed er seksualitet – inden for ægteskab – skildret som en gudsvelsignelse. Man skal lede længe efter noget så smukt og sensuelt som de lovsyngende beskrivelser af brud og brudgom fra top til tå i “Højsangen”. Men syndefaldsberetningen og udsagn fra fx Paulus har været misbrugt i kristendommens historie, og en asketisk tradition med cølibat for munke og nonner og i nogle henseender også for præsteskab er blevet udviklet. Samtidig har det sjælelige, herunder den rent åndelige, platoniske kærlighed, været positivt valoriseret i forhold til legemet. I perioder i europæisk historie har der været en kraftig tabuering af kønslivet som sådant, en fortielse af kroppen og en tøjmæssig og kulturel indpakning. Som eksempel kan nævnes victorianismen i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor der også fandtes en kønsrollemæssig dobbeltmoral: Det var i vid grad tilladt manden at have seksuelle forhold før ægteskabet, men ikke for kvinden, og især den kvindelige seksualitet var tys-tys.

Som et spøjst eksempel på sammenstød mellem to kulturers seksualopfattelse kan nævnes, at da den japanske religion shintos mytetekster i slutningen af 1800-tallet skulle oversættes til engelsk, var der passager af en så “løsagtig” seksualitet, at udgiverne valgte at gengive saftighederne på latin! Den victorianske menigmand skulle ikke kunne forstå det, kun videnskaben. I øvrigt findes der naturligvis seksualtabuer også i Japan, fx er det den dag i dag forbudt at vise kønsdelene på tegninger. Japanere elsker at læse tegneserier i S-togene, også de pornografiske, men kønsdelene er ikke gengivet.

Annonce

I mange kulturer er seksualitet forbundet med verdens frugtbarhed som sådan. De såkaldte frugtbarhedsreligioner dyrker seksualiteten som en religion; alt i verden, hele kosmos, naturen, dyr, planter og mennesker deltager. I riter med hellige bryllupper gennemspilles de kosmiske samlejer mellem himmelguden og jordgudinden. Solen, lynet, tordenen er aktører. Det betyder ikke, at der er frit spil og vilde seksuelle excesser, for i disse traditionelle samfund er alt styret af normer, som fx indpodes de unge under pubertetens indvielser til voksenverdenen. Kønslivet er endvidere styret af forholdet mellem rent og urent, som det også er tilfældet med menneskets afføring, urin m.m.

Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, havde sit virke i en decideret victoriansk kultur. Et nøglebegreb hos ham er libido, dvs. driftslivet, som han fandt undertrykt, forskudt, fortrængt og sublimeret hos sine patienter. Freuds teorier har revolutioneret seksualopfattelsen, men mødte kraftig modstand, mens han levede: Skulle menneskene nu opføre sig som vilde dyr? I vore dage kan det ses, at Freud var bundet af den kultur, han levede i og stod i modsætning til, og at den kultur og dens seksualmoral og -traumer jo ikke er evige vilkår. Og Freud selv mente naturligvis, at mennesker skal have både natur og kultur; kultur tolkede han som en sublimering af naturen, af drifterne, af libidoen.

Det overvældende antal ord for kønsliv og -dele viser dels de omskrivende og eufemistiske udtryk, dels de platte, humoristiske og grovkornede, dels de hede eller søde/sødladne lovsange. Til de sidste hører traditionen fra “Højsangen”, der har fået et utal af både religiøse og verdslige efterfølgere. Til de første hører udtryk som “at gå i seng med”, “at kende” (bibelsk), “samleje”, “favntag”, “elskovsleg”. Til de platte (som i nogle tilfælde har vundet almen udbredelse) hører fx “pik”, “kusse”, “fisse”, “kneppe”, “bolle”, “dåsen”, “såret”, “missen”, “jernet”, “kæppen”.

Se også kærlighed, mand og kvinde, krop, frugtbarhed, fallos, nøgenhed, tøj, rent og urent, sjæl og legeme, bryst og tantra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: seksualitet i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426622

Artiklen seksualitet er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk