søvn

Søvn, symboliserer fornyelse og “lille død”. I græsk mytologi er Hypnos søvnens gud og hans bror Thanatos dødens gud, og begge er sønner af Nyx, nattens gud. I senere fremstillinger, fx i Ovids Forvandlinger, overtager Morfeus rollen som søvnens gud, jævnfør udtrykket “at hvile i Morfei arme” om at sove. Hypnos har givet navn til hypnose og Morfeus til morfin. Det er Morfeus (“Den, der danner drømmebilleder”), der giver drømme, både de lyse og de mareridtsprægede. Det er også af betydning, at natten i mange kulturer har været opfattet som farlig, både konkret (dyr, tyve) og overtroisk (troldtøj m.m.).

Søvn er dvale og rekonvalescens. I forbindelse med inkubationsriter sover initianden undertiden i templet. Selve søvnen kan tolkes som midterdelen af en rite, en symbolsk død, hvorfra man genopvækkes til nyt liv. Som et frø, der lægges i jorden og dør for at genopstå. Drømmene i søvnen skal måske give indsigt, være kontaktpunkt til både underverdenen og underbevidstheden. Buddhismen sammenligner nirvana med drømmeløs søvn for at vise, at nirvana ikke kan beskrives eller defineres med forestillinger eller begreber hentet fra vores verden; kun at leve i verden er til gengæld en illusorisk, tilsløret virkelighed, som vel kunne kaldes “søvngængeragtig”!

“Rævesøvn” er søvn på skrømt. Det gælder om at få sin “skønhedssøvn”, så man vågner frisk og udhvilet. Søvnen skal dog ikke være så lang som “tornerosesøvn”, opkaldt efter eventyrets Tornerose, der sov og gik i dvale, så tiden gik i stå, og hun fortabtes i lillepigeregression. Sagnfiguren Holger Danske er faldet i så dyb og langvarig søvn i kasematterne på Kronborg, at hans skæg er vokset fast til bordet; men kommer Danmark i nød, vil han vågne op og spænde bælte. En “syvsover” betyder nu en person, der sover længe om morgenen, men begrebet stammer fra en legende om syv kristne, der forfulgt af romerne flygtede ind i en hule; hulen blev muret til af forfølgerne, og de syv sov 200 år i hulen. “Sov på det” er ikke blot et godt råd, men er måske en måde at forstærke sin indlæring og hukommelse på, idet hjernen under søvnen kan arkivere nye data, ikke mindst i den dybe REM-søvn.

At “gå som i søvne” eller være “søvngænger” bruges om særlig sløv, nærmest ubevidst mekanisk væremåde; men det instinktive kan også belyses positivt i udtrykket “med søvngængeragtig sikkerhed”. At være “søvnløs” kan være tegn på en problematisk livssituation.

En skelsættende europæisk roman er Hermann Brochs Søvngængerne, 1931-32, der handler om værdiernes forfald i borgerskabet i perioden 1888 til 1918. Søvn som kultursymbol bruges også i Ole Sarvigs forfatterskab, dels i romanen De sovende, 1958, dels i en række digte med sovende huse som metafor for modernitetens isolation. At ligge søvnløs får et kraftfuldt udtryk i Thøger Larsens digt “Septembernat”, 1925, hvor den “lille død” ikke vil indtræffe, netop fordi digtets jeg er angst for den store død.

Litt.: Mikkel Venborg Pedersen, I søvnens favn – om søvn og sovevaner på landet 1600-1850, 2009.

Se også drøm, rite, død, Tornerose, Holger Danske og seng.