Ryg, kan bruges overført om bl.a. bagsiden, det skjulte eller overraskende, men også om personen som helhed. Et pludseligt angreb kan kaldes “at falde nogen i ryggen” eller “stikke en kniv i ryggen på nogen”. Der skal “en bred ryg” til for at klare et problem; men det kan ende med en trængt situation, hvor man “har ryggen mod muren”. Rygrad, rygsøjle og rygmarv er forbundet med menneskets karakterstyrke, centrale åndelige kraft og med indøvede færdigheder, nerver og instinkter. Rygsøjlen kan symbolisere hele kosmos' søjle, verdensaksen, jævnfør også hinduismens forestilling om psyko-fysio-kosmiske centre i kroppen, chakra, kundalini.