Navle, dels fysisk om fordybning på maven efter navlestrengen, dels symbolsk om bl.a. midtpunkt, skaberkraft, åndeligt og psykisk centrum, men også om egocentri. Verdens navle er det centrum i verden, som de fleste kosmologier rummer, med en forestilling om en axis mundi, en verdensakse, der går fra eller til Jordens centrum. I hinduismen er Brahma opstået af Vishnus navle, og en chakra er centreret omkring navlen. I Delfi i det antikke Grækenland var verdens navle repræsenteret af stenen omfalos. På afrikanske skulpturer ses ofte navlen specielt fremhævet som symbol for kontakten mellem mor og barn og mellem mennesket og Jorden. At være “navlebeskuende” betyder at være selvoptaget og narcissistisk, også kaldt “navlepiller”. Navlestrengen kan være symbol for en persons ønske om at gå i sin mor igen, blive foster, regredere til tidligere tilstande, eller bredere brugt om en svag person i forhold til en stærkere, også brugt om fx landes tilhørsforhold. At klippe navlestrengen over kan betyde selvstændighed.

Se også midte, omfalos, Narcissus og chakra.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig