Kød, symboliserer i Bibelen mennesket som helhed, forgængelighed, modsætningen til ånd, menneskets syndighed. De sidstnævnte betydninger findes især hos Paulus. Der er mindelser om den græske dualisme mellem sjæl og legeme hos Paulus, men også forskelle, fordi Paulus er opdraget i en jødisk tradition. I den jødiske tradition kan man finde udsagn som “at blive ét kød” (1. Mos. 2,24), der i bredere forstand også betyder at indgå i et totalt fællesskab i ægteskabet. Udtrykket “kødets opstandelse” findes i Trosbekendelsen.

En række faste udtryk med kød har bibelsk udgangspunkt: “at gå al kødets gang” betyder at dø (1. Kong. 2,2); “af kød og blod” betyder barn eller efterkommer (1. Mos. 15,3); “kødets lyst” om seksualdrift har udgangspunkt i Paulus' skelnen mellem ånd og kød (fx “I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst”, Gal. 5,16), men er bredere forstået end “blot” seksualitet; “Ordet blev kød” er Johannesevangeliets udsagn om inkarnationen (1,14). I udtryk som “han jagtede ungt kød” og “kødmarked” (om fx “udbuddet” på et diskotek) er der tale om renlivet materialisme.

Se også sjæl og legeme, krop, opstandelse, mand og kvinde, seksualitet og ånd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig