• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krop og kropskultur. Kropsdele og -væsker. Kropssprog

Oprindelig forfatter FSte

 KROP Rembrandts maleri “Dr. Tulps anatomiske forelæsning”, 1632, viser medlemmer af kirurgernes lav i Amsterdam samlet til en dissektion. Dr. Tulp hørte til lavet.

KROP Rembrandts maleri “Dr. Tulps anatomiske forelæsning”, 1632, viser medlemmer af kirurgernes lav i Amsterdam samlet til en dissektion. Dr. Tulp hørte til lavet.

Krop og kropskultur. Kropsdele og -væsker. Kropssprog. Sædvanligvis defineres kroppen som legemet minus hovedet og arme og ben. Legemet defineres så som hele et menneskes (eller andet dyrs) materielle fremtoning. Men i denne artikel skelnes der, af praktiske grunde, ikke mellem krop og legeme, bl.a. fordi artiklen har karakter af en samling henvisninger, dvs. at der også er registreret henvisninger ang. hovedet og dets dele, fx hjernen, og ang. ben og arme og deres dele. Kroppens indre dele, fx lunger og blod, medtages også.

Ang. forholdet mellem kroppen og sjælen, det ydre, materielle og sansbare i forhold til det indre, personligheden, det bevidsthedsmæssige og åndelige: se især sjæl og legeme, men også fx hoved, hjerne, hjerte, kød, sundhed og sygdom, dualisme, evigt liv.

Symbolsk har kroppen – eller legemet – karakter af et mikrokosmos. Mange religioner og filosofiske skoler tolker legemet i analogi til hele kosmos, tredelt mellem det øverste, det midterste og det nederste. Som et dyr, der har rejst sig op, længes mennesket efter noget endnu højere; hovedet bliver det fornemste, svarende til Gud og Himlen, og helligheden aftager nedefter. Hele verden er inddelt som makrokosmos i himmel, jord og underverden, og alt andet er mikrokosmiske versioner af denne tredeling, det gælder lande (fx opfattes Israel i GTs “Højsangen” som en brud eller brudgom, der lovprises ved en erotiseret skildring oppefra og ned), helligdomme (og menigheder, fx kan den kristne menighed sammenlignes med en krops dele og med Kristus som hoved), huse (hvor nærliggende er det ikke at skildre huse i analogi med menneskekroppen fra kælder til kvist / top til tå).

Annonce

Ved en simpel iagttagelse i forhold til tidens gang kan enhver se, at menneskets krop ældes, og at den i døden efterhånden opløses og går til, ender som skelet. Denne kendsgerning vil mennesket ikke finde sig i; det skaber metafysiske overbygninger omkring opstandelse (hele mennesket) eller sjælens udødelighed. Samtidig er der – især i de sidste årtier – opstået en kropskultur, som med alle midler søger at holde mennesket (evigt) ungt, gennem idræt, fitness, yoga, healing, sminke, sund føde, fedtsugninger, ansigtsløftninger og alskens alternative behandlingsformer. Det er de olympiske guders verden, man jagter, ofte så det går helt grassat, fx i en dyrkelse af ungdommen eller i en hårdtpumpende og livsfarlig brug af anabole steroider mv. Under alle omstændigheder er det en kamp, der tabes, selvom den kan være spændende nok undervejs, men også har en stribe plattenslagere i sit kølvand.

Kropsdele. Bogen rummer artikler om følgende kropsdele på mennesket: hår og skæg, hoved, hjerne, ansigt, pande, øje, øre, næse, kind, mund, læbe, tunge, tand, hage, hals, bryst, ryg, hjerte, arm, hånd, finger, negl, kirtel, lunge, mave, tarm, lever og nyre, kønsdele (se mand og kvinde, seksualitet), hale, ben, knæ, fod, tå, kranium, skelet, knogle, åre, blod, hud. Og om kropsdele hos andre dyr: næb, vinge, fjer, skjold, ham, pels, skæl.

Kropsvæsker. I antikken og op igennem Middelalderen troede man, mennesket rummede fire kardinalvæsker, blod, slim, gul og sort galde, svarende til andre blandingsforhold i kosmos, se de fire elementer. Bogen rummer artikler om nogle af kropsvæskerne og deres ophav: blod, kirtel, lymfe, galde, spyt, snot og bussemand, tåre (se smil), mælk, sved, afføring (urin og fækalier), sekret, slim, sæd, skæl.

 KROP Bodybuilderen Dexter Jackson blev Mr. Olympia 2008.

KROP Bodybuilderen Dexter Jackson blev Mr. Olympia 2008.

Kropssprog. Kropssproget rummer de nonverbale udtryksformer og signaler, der kan afkodes som symbolske informationer af iagttageren. I nogle tilfælde er kropssproglige kommunikationsformer udnyttet kunstnerisk til fx pantomimeteater eller rent praktisk til fx tegnsprog. Nogle udtryk kan være biologisk bestemte, instinktive, mens andre er tillærte, og der ses en stor variation af udtryk fra kultur til kultur og fra socialgruppe til socialgruppe, fx mht. berøringer, øjenkontakt og hilseformer som nik og bøjning. Bogen rummer artikler om bl.a. hilseformer og kys, se også under de enkelte kropsdele, fx ansigt og hånd, og under nogle kropsvæsker, fx kan at spytte være udtryk for foragt. Blandt berøringer kan nævnes: at slå på ryggen, låret eller skulderen, at ae, at omfavne, at kysse, at knibe i kinden, at give håndtryk eller håndslag. Til gestik uden berøring hører fx: at vinke, at give fuck-fingeren eller V-tegnet, at smile, at rynke panden, at folde hænder, at bukke eller neje. De fleste kropssproglige udtryk er mimiske eller gestiske, men til kropssprog kan også henregnes kroppens udsmykning, fx bemaling, tatovering og piercing, og på en måde også hår- og skægmode, klædedragt (tøj) og smykker; hver af disse er socialt og kulturelt betingede og kan fx være funderet i religioner og riter. Ud over den almindelige opdragelses socialisering til at bruge bestemte udtryk findes der også uddannelse i at “gebærde sig”, at kommunikere nonverbalt, fx for skuespillere, politikere, undervisere og erhvervsfolk; de retoriske kneb med ikke mindst håndbevægelsers betydning indlæres undertiden så slavisk, at man direkte kan afkode, når noget er indlært og unaturligt. En anden slags kunstighed opstår, når en kultur efterligner en anden, fx når vesterlændinge “go native” i en dyrkelse af primitivisme og naturlighed (i tøj eller mangel derpå, gestik og samværsformer), i en rituel livsform der mangler myten.

Til udtryksformer, dannet af kroppen, og med symbolske funktioner, hører endelig lyd, fx latter og gråd (se smil), smasken, klap og fingerknips, men også selve talens brug (se tale, sprog), og lugt, fx svedlugt, tarmluft (se urin), mandehørm og dyrs duftspor.

Litt.: Om kropssprog i Den Store Danske Encyklopædi 11, s. 315-17. Christian Graugaard, Corpus – rejser i menneskekroppen, 2008.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: krop og kropskultur. Kropsdele og -væsker. Kropssprog i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 15. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426227

Artiklen krop og kropskultur. Kropsdele og -væsker. Kropssprog er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. krop og kropskultur. Kropsdele og -væsker. Kropssprog Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Symbolleksikon

  • Historik