karisma

Karisma, personlig udstråling og dermed evne til at tiltrække, lede, overbevise. Det græske ord charisma betyder gave eller – hos Paulus – nådegave, dvs. Helligåndens virke i form af fx tungetale, profetisk evne, helbredelse. I religionsvidenskaben / sociologien har Max Webers definition af begrebet vundet indpas; Weber skelnede mellem tre typer af autoritet, traditionel, legal og karismatisk, og den sidstnævnte var en antitraditionel, revolutionær figur, en “mester”, en profet- og mystikertype. I forlængelse af Weber har teologen Gerd Theissen karakteriseret Jesus som en “vandrekarismatiker”. En række kristne bevægelser med nådegavevirkning i centrum kaldes karismatiske, fx kan pinsebevægelsen karakteriseres som karismatisk.

Karisma kan i nogle sammenhænge nærme sig demagogi og magtmisbrug. Magten kan stige den karismatiske personlighed til hovedet. Talestrømmen, håndspålæggelsen m.m. suggererer. En også erotisk strålekraft forblænder, sådan som det gang på gang er skildret i fx P.O. Enquists forfatterskab.