HOVED OG HOVEDBEKLÆDNING Den såkaldte jakobinerhue (frygiske hue) er nøje kædet sammen med Den Franske Revo lution. Her ses den i en collage fra 1791. Luftballonerne i baggrunden skal sprede det republikanske budskab.

.

Hoved og hovedbeklædning, Hoved og hovedbeklædning. Som den øverste del af kroppen og som sæde for hjernen og syns-, høre-, lugte- og smagssansen regnes hovedet for den fornemste del af mennesket. Der kan jævnføres med den udbredte orienteringsmetafor, at oppe rangerer over nede. Hovedet repræsenterer også i højere grad den sjælelige side af mennesket, fordi bevidstheden ligger der, og fordi øjnene er “sjælens spejl”. Man kan direkte stille hovedet som modsætning til kroppen, med betydninger som sjæl over for legeme og som intelligens, personlighed og intellektualitet over for følelser og drifter, jævnfør et udtryk som “hverken hoved eller hale i noget”. “At bruge hovedet” kan direkte betyde at bruge sin forstand og tænkeevne. Afstanden mellem hoved og krop kan udtrykkes i to dobbeltbegreber: Man kan foretage et ukropsligt “hovedbrud” eller være “hovedløst” kropslig. Ofte bruges “hoved” som en pars pro toto for hele mennesket: “der ruller hoveder”, “et kronet hoved” osv. Betegnelsen “hovedjægere” bruges om folk, der danner skrumpehoveder af deres fjenders hoveder, ud fra den opfattelse at hovedet rummer helligkraft, mana, som man kan overtage. Et kranium kan bl.a. bruges til at reflektere over tilværelsens korthed eller som advarsel (dødstegn) ved fx giftdepoter. Hoveder eller torsoer gengiver “hele” mennesket på fx statuer, buster, mønter og pasfoto.

At løfte hovedet symboliserer fx triumf, at bøje hovedet nederlag, græmmelse, vrede og misundelse, fx skildres Kain, da han vil myrde sin bror Abel, med “sænket hoved”, 1. Mos. 4, 5. Helt rituelt er det, når en forbryder anbringes i en politibil: Han trykkes ned med et tag på hovedet, som tegn på, at nu skal hovedet bøjes, og at han ikke længere selv bestemmer over sit liv, og at retfærdigheden endnu engang er sket fyldest.

I græsk mytologi udsprang visdommens gudinde Athene af Zeus' hoved. Den kristne menighed kan billedligt gengives som et legeme, hvis hoved er Kristus. Johannes Døberens hoved på et fad er blevet et symbol for bl.a. martyrium, Matt. 14,1-12. Guder fremstilles undertiden med flere hoveder, fx Hekate med tre (himmel, jord, underverden), Janus to (ind- og udgang m.m.) og Brahma fire (alle elementer m.m.). I nordisk mytologi findes et nærmest surrealistisk stykke om den kloge Mimer, som vanerne slår ihjel, og hvis hoved de sender til aserne; Odin gør det levende igen, og hovedet agerer herefter som en slags visdomsbrønd for Odin.

En høvding (ordet er beslægtet med hoved) og en kaptajn (af latin caput, hoved) skal rage op, være højere i rang – og gerne også i højde. For konger gælder det om at være et hoved højere end alle andre. “Hoved” kan bruges i betydningen vigtigst, central og størst, fx et litterært hovedværk, en hovedvej, en hovedperson og en hovedret. At handle “med hovedet under armen” eller “hovedløst” betyder uden mål og med. “At have jord i hovedet” betyder at være dum.

Som hovedbeklædning og -prydelser kan der bruges rituelle værdighedssymboler som fx krone eller krans, bl.a. laurbærkransen. Hjelme kan være praktiske kampredskaber, men også tillægges symbolsk betydning som attribut for en række helte og guder. Også hat, hue, hætte og slør kan have symbolske overtoner. Det især muslimske hovedtøj eller slør (med mange forskellige udformninger fra tørklæde til total tilsløring) har både religiøse og kulturelle udspring; der er belæg i Koranen for en slags tildækning; i hvert fald de mere omfattende tildækninger kan tydes som kvindeundertrykkende eller -separerende. Men at kvinder skal bære hovedbeklædning understreger også fx Paulus i 1. Korinterbrev sammen med regler for hårlængde, og disse udsagn er i nogle kristne kredse blevet opfattet som bindende. Ortodokse jødiske mænd bærer en kalot. For mange mænd og kvinder, også i Vesten, er det den dag i dag skik at have hat eller hue eller tørklæde på ved bestemte lejligheder, på visitter, i kirken, på galopbanen osv. Frihedshuen eller “den frygiske hue” er oprindelig en romersk tradition, hvor en slave, der fik sin frihed, fik en hue på hovedet; denne frihedshue, med rød farve og kaldt “jakobinerhue”, blev et centralt symbol under den franske revolution 1789. “At sætte sin hat som man vil” er et udtryk, stammende fra Holger Drachmann, for selvstændighed og frihedstrang, rebelskhed; et lille oprør er det vel, når en kasket vendes rundt eller sættes på skrå, som det fx ses i en række ungdomsmiljøer, fx hiphoppere. Tilsvarende rebelskhed ses måske i den udbredte skik iblandt unge at gå – formummet, som var det en usynlighedskappe – med hætte, selv på en solskinsdag. En hætte, fx hos kapucinermunkene, er symbol på at koncentrere sig om fænomener uden for den synlige verden. Kasketten var tidligere symbol på almuen og arbejderklassen og konnoterede også frihed og revolution.

I folkeeventyr er hovedbeklædning symbolske tegn: fra den uskyldige lille “Rødhætte” til “Ridder Grønhat”, der har jægerens direkte kontakt med naturen og får “en fjer i hatten”.

Tre danske kvinder med en nærmest uendelig række af hatte, som en pryd, en leg, en maske, er Karen Blixen, Suzanne Brøgger og Dronning Margrethe.

Se også krop, sjæl, hjelm, krans, krone, slør, tørklæde, kranium, hjerne og ansigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig