hjerte

Hjerte, symboliserer livets centrum, sjælen, det indre, personlighedens indersted, følelser, medfølelse, kærlighed, tro og mod, glæde og sorg. Hjertet modstilles ofte hjernen, der opfattes som fornuftens og forstandens sæde, som varme overfor kulde. Jævnfør også debatten om dødskriterier, henholdsvis hjerte- og hjernedødskriterier, hvor "varmen", følelser, siger hjertet, men "kulden", videnskaben, siger hjernen.; man kan godt have en hjertefunktion, men dog være en "grønsag" og reelt død, hvis hjernen er død, men følelserne har svært ved at fatte det.

I det gamle Egypten blev menneskets hjerte vejet ved de dødes dom. Hos aztekerne ofredes på kultpladsen øverst på pyramider hjertet til Solen for at genskabe dens kraft og gang på himlen. I de indiske upanishader er “hjertets lotus”, det inderste kammer i jeget, en metafor for sammenhængen og identiteten mellem jeget (atman) og universet (brahman), og det forbliver uforgængeligt som del af universet, når kroppen dør: “Så stort som verdensaltet er udenfor, så stort er verdensaltet inde i hjertets lotus”.

I Bibelen tolkes hjertet som det inderste i mennesket, dets sjæl eller sande jeg eller personlighed. Det ydre og det indre stilles op over for hinanden, fx i Jahves udsagn til Samuel om David: “mennesket ser på det, de har for øje, men Herren ser på hjertet.” (1. Samuelsbog 16,7). I kristendommens historie er hjertets metaforik især udfoldet i stærkt følelsespræget religiøsitet som fx i Jesu Hjerte-dyrkelsen og i pietismen. I 1765 indstiftede den Katolske Kirke en særlig fest for Jesu Hjerte; en række kirker er opkaldt efter Jesu Hjerte, fx Sacre-Coeur i Paris. I dansk pietistisk digtning er Brorsons salmer centrale, og gang på gang bruger han hjerte som billede på følelser og tilknytning til Jesus, fx i “Mit hjerte altid vanker / I Jesu føderum”, 1732. I denne salme siges det, at man kun med følelsen kan forstå det paradoks, at guddommen skal træde ind i verden et så ubetydeligt sted som en stald. “Den sag kan ej begribes”, men digtet drejer med følelsen som centrum fra positionen “hjertet i stalden” til “stalden i hjertet”. I den samtidige Brødremenighed, herrnhutismen, ser man en endnu mere følelsesbetonet dyrkelse af hjertet og blodet. Jesu hjerte ses som symbol for hans kærlighed og lidelse. I billedkunst ses Jesu hjerte blottet, brændende eller blødende, med lidelsens symboler, tornekronen og den gennemborende lanse. Modreformationens centralskikkelse, Ignatius af Loyola, havde som attribut “Det Hellige Hjerte”, et hjerte med tre nagler og omgivet af en tornekrone.

I den religionspsykologiske disputats Hjerte og Psyke, 1996, tolker Troels Nørager hjertet som den indre, subjektive folkelig-religiøse oplevelse, måske den vigtigste metafor for menneskets gudsforhold.

I kærlighedsdigtningen er hjertet en central metafor. Meget ofte rimer “hjerte” på “smerte”, til hudløshed i trivitekster. Pilen gennem hjertet er et elskovssymbol; den lille gud Amor eller Eros rammer plet. Julen er “hjerternes fest”, her skal der være godgørenhed, og flettede papirhjerter hænges på juletræet.

Et sted i Marilynne Robinsons roman Gitead, 2004, undrer fortælleren sig over, at han kan føle sygdom og sorg i samme organ; sorgen viser sig som vægt og trykken i brystet, og han ved, han skal lytte efter, for denne trykken er et tegn på, at “jeg ved mere, end jeg ved”. I Saint-Exupérys eventyr Den lille prins, 1950, står der: “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet”. “Hjertesorg” hedder en fortælling af H.C. Andersen fra 1853; den handler om social sorg, en lille pige, der holdes ude af andres selskab af hjerteløse mennesker. I forbindelse med Blekingegadebandens drab på en betjent bliver hans efterladte spurgt, om han kan fungere som organdonor. Hans kæreste går med til, at nyrerne kan doneres, men ikke hjertet: “I får ikke hans hjerte, det er mit”, siger hun (P. Øvig Knudsen, Blekingegadebanden 2, 2007).

Hjertet bruges fx af forelskede, der snitter et hjerte med en pil igennem i et træ. I angelsaksisk tradition er valentinsdag, 14. febr., kærlighedens dag, hvor man giver sin “Valentine” hjerteformede gaver og breve. Hvorfor kikhullet i skilderhuse og lokumsdøre er hjerteformede, skal være usagt.

Det gælder om at have “mod og mandshjerte” og “hjertet på det rette sted”. Mange sportsfolk, dog endnu ikke danske, holder “hånden på hjertet”, når nationalmelodien spilles. Hjertet kan være “tungt” eller “blødende”, eller man kan være “let om hjertet”, og der kan “falde en sten fra ens hjerte”. Noget kan være “som talt ud af ens hjerte”. Hjertet kan være “i brand”, “svulme”, man kan “tabe sit hjerte til en”. Man kan være “hjerteløs” eller “hjertevarm”. “Hjertesuk” er bl.a. titlen på nogle salmer af Thomas Kingo, men bruges også i fast udtryk om en beklagelse. Som eksemplerne viser, er hjertet i disse faste udtryk sæde for jeget og dets følelser, dets “hjerteblod”.

Litt.: Ole Martin Høystad, Hjertets kulturhistorie, 2008.

Se også hjerne, kærlighed og blod.