Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hår og skæg

Oprindelig forfatter FSte

hår og skæg, spiller en stor kulturbetinget og vekslende rolle, med yderpunkter i aldrig at lade sig rage eller total hårløshed. Meget ofte har hår og skæg en religiøs symbolik. Det er vanskeligt at forestille sig fx en gammeltestamentlig patriark, Gud eller Jahve, Odin uden stort, hvidt vismands- og værdighedsskæg og hår, nærmest som en slags julemand.

Kronragning kan være tegn på asketisk livsform. Den anvendes bl.a. ved indvielser til nye livsstadier, fx ved hindudrengens upanayana-ceremoni og ved en kommende buddhistmunks optagelse blandt novicerne. I det hinduistiske skrift Manus Lovbog kaldes en brahmins kronragning en “dødsstraf”, et tegn på afdøen fra denne verden, og samtidig på, at han ikke – i modsætning til de øvrige stænder – kan tildeles konkret dødsstraf. Kronragning kendes også fra den katolske kirke, hvor gejstlige tidligere havde tonsur, en issebarbering til minde om Kristi tornekrone.

Langt hår som tegn på styrke ses fx hos nasiræerne, blandt dem Samson, der ifølge 4. Mos. 6,5 ikke måtte Lade sig rage; Samson mistede sin styrke ved, at Dalila klippede ham, Dom. 16,4 ff. Mandlige sikher må ikke lade sig klippe og har det lange hår gemt i en turban; deres uklippede hår og skæg er et af de fem hellige k'er, attributter for at være indviet som khalsa, de rene. Muslimer på pilgrimsfærd må ikke lade sig klippe. Blandt ortodokse jøder er det almindeligt, at kvinder kronrages før brylluppet, og at drenge bærer lange slangekrøller ved ørerne og mænd tillige skæg til en ellers kortklippet frisure.

Annonce

Kvinders hår kan tolkes som tabu og kan være tildækket, som man kender det i perioder i europæisk historie og den dag i dag inden for islam. Paulus lagde vægt på, at det er kvindagtigt, hvis mænd har langt hår, som retteligt tilhører kvinden (1. Kor. 11). Langt, Løst hår hos kvinder symboliserer i perioder bodfærdighed eller ugift stand, fx hos Maria Magdalene og helgeninder. Men langt hår og viltert storskæg er i øvrigt karakteristisk for profetiske skikkelser og vismænd. Jesus fremstilles oftest med skæg og langt hår – og gled dermed naturligt ind som ikon for hippiebevægelsens hårmode. Muhammed har nok også haft skæg, jævnfør at muslimer kan sværge “ved profetens skæg”. Langt skæg bruges af muslimske mænd i ikke mindst de mere fundamentalistiske kredse.

I Roland Barthes' Mytologier, 1957, findes et essay om Abbé Pierres skæg som et særlig helligt emblem, der kæder ham sammen med apostel kaldet, fattigdom, afkald, uafhængighed og godhed. Herhjemme kan bl.a. Grundtvigs viltert-visionære profethårpragt – og Ebbe Kløvedal Reichs – konnotere den religiøst-oprørske person. Reich går endvidere ind i den lange række af 68-ikoner med langt hår, fx The Beatles, Stones, Doors og politisk-revolutionære skikkelser som Castro og Che. I bl.a. punkkulturen har hårmode, med farvede “hanekamme” m.m., været brugt som oprørssymbol mod det etablerede samfund. Et oprør mod de hvides herredømme ses i det store afrohår og i dreadlocks, inspireret af jamaicansk rasta- og reggaekultur og med de sortes frie Afrika som drømmebillede.

I perioder har frisurer også været brugt som kønsopløsende, unisexede symboler: Audrey Hepburns drengefrisure og drenges/mænds langhårethed i perioden fra midten af 1960'erne og – næsten – til i dag. I dag findes en hårmode, der nærmer sig kronragning, måske suppleret med daggamle skægstubbe, som tegn på bl.a. mandighed og intellektualitet – og ofte også for at skjule (en begyndende) skaldethed. Alt er tilladt: Ronaldinhos “tøsede”, fribytteragtige hårpragt og den toughe guy Thomas Gravesens skaldede isse løber side om side på grønsværen. Hestehale kan være for både mænd og kvinder. Kvinders lange hår, der kan gå dybt ned ad ryggen, opfattes vel stadig som særlig kvindeligt; det var jo en meget attraktiv pige, Kraka, der kunne komme nøgen og dog tildækket, til sin Ragnar Lodbrog; hendes hår og et fiskenet var nok.

I mere formalistiske perioder, fx i det gamle Egypten og i europæisk 1700-tal, har der fx været brugt paryk og pudder, der konnoterer en meget stiliseret og salonagtig livsform. Parykker bruges stadig som dommeres værdighedstegn i nogle landes retssale. Behåret krop ses som tegn på virilitet; djævle fremstilles tit som totalt behårede. Også hårfarver spiller en symbolsk rolle: I nazismens ideologi var den blonde arier med kornfarvet hår et emblem. Men ofte forstås det sorte hår som mere virilt; det er nærmest vulgærfreudiansk, når så mange lyshårede eller kommunefarvede mænd i H.C. Branners forfatterskab lader deres hår farve sort som potenssymbol. Gråt eller hvidt hår er alderens og ærværdighedens tegn. Rødt hår står bl.a. for vilterhed og frihed og styrke, fx var stærke Thor udstyret med rød hårpragt; men også for falskhed, fx ses Judas til tider fremstillet med rødt hår. Noget værre end blåt skæg kan ikke tænkes, jævnfør den forfærdelige eventyrfigur “Blåskæg”. Ved befrielsen maj 1945 blev kvinder, man mente havde haft intim omgang med tyskere, kronraget som et ydre tegn på ydmygelsen. Furier, fx Medusa, fremstilles med slangehår.

Man kan “stå med fletningerne i postkassen” (fletninger blev fx klippet af ved optagelse i et kloster) eller “stå med håret ned ad nakken” (slukøret) og “blive taget i skægget”. “Med hud og hår” betyder “det hele”. Afgørelsen kan være “hårfin”. Oplevelsen kan være “hårrejsende”. Om noget, der ikke må blandes: “Skæg for sig og snot for sig” (måske opfundet af politikeren Viggo Hørup). hoved, krop.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: hår og skæg i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426090

Artiklen hår og skæg er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk