FINGER Michelangelos fresko fra Det Sixtinske Kapel i Vatikan museerne, Rom, af Gud, der skaber Adam, er fra 1508-12. Fremstillingen er et under af konkretion; det er, som om man mærker livsgnisten overført som et elektrisk stød til Adam. I dette nu begynder menneskelivet.

.

Finger, Fingrene som helhed eller hver enkelt finger kan være tillagt symbolsk betydning. Symbolikken kan være dagligdags: At pege fingre er fornærmende, at “få fingeren”, dvs. at bruge skråt op-tegnet (også kaldt fuck-tegnet), er foragtende, en finger til munden angiver advarsel eller stilhed, at krydse fingre betyder ønske om held for en anden, V-tegnet, brugt af Winston Churchill under 2. verdenskrig, er symbol for sejr og bliver også brugt af fredsbevægelsen som fredstegn. Sådanne gestus danner glidende overgange til de egentlige religiøse og magiske betydninger: En fremstrakt pegefinger som tilbedelsesgestus (fx i babylonisk-assyrisk religion), to fingre løftet til velsignelse (Egypten), tre fingre løftet til velsignelse (kristent treenighedssymbol), pegefinger som symbol for liv og langfingeren for død (hos Dogon-folket i Mali). I politiets opklaringsarbejde bruges fingeraftryk som indentifikation; ordet kan også have overført betydning (at man deltager med vægtigt arbejde i en sag).

Det myldrer med overførte betydninger: Man kan være “langfingret”, dvs. tyvagtig; man kan have en finger med i spillet, dvs. have indflydelse; man kan stikke fingeren i jorden, dvs. danne sig et grundigt indtryk af en situation; man kan noget til fingerspidserne, dvs. helt, eller man har fingerspidsfornemmelse, dvs. indfølingsevne, osv.

Et godt råd: Man skal ikke række Fanden en lillefinger, for han tager hele hånden.

Se også hånd og krop.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig