Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

blod

Oprindelig forfatter FSte

 BLOD Inden for shia-islam mimes imam Husayns martyrdød ved Kerbala i Irak i 680 i en rite på ashura-sørgeperiodens sidste dag, hvor deltagerne kan lemlæste sig selv. Husayn var profeten Muhammeds svigersøn og er en højt agtet helgen inden for shia-islam. Foto fra Basra i Irak, 19.01.2008.

BLOD Inden for shia-islam mimes imam Husayns martyrdød ved Kerbala i Irak i 680 i en rite på ashura-sørgeperiodens sidste dag, hvor deltagerne kan lemlæste sig selv. Husayn var profeten Muhammeds svigersøn og er en højt agtet helgen inden for shia-islam. Foto fra Basra i Irak, 19.01.2008.

blod, repræsenterer i mange kulturer livskraften eller sjælen. Blod er mana-fyldt og har derfor været omgærdet af mange taburegler. Blodets kraft kan være enten livgivende og dæmonafværgende eller “uren” og farlig. Forestillingen om urenhed i forbindelse med menstruation og fødsel har været udbredt, og kvinder har som følge heraf i perioder opholdt sig i isolation.

Som eksempler på blods livgivende kraft kan nævnes den antikke Kybele- og Mithraskult, hvor den person, der skulle indvies, opholdt sig i en grube og fik en offertyrs blod silende ned over sig; ritualet kaldes taurobolium, se tyr. Et eksempel fra nordisk religion er ritualet omkring fostbroderskab, hvor to eller flere mænd blandede blod som symbol på nyfødsel fra samme “mor”. I nordisk religion kendes endvidere skikken med at drikke blod fra dyr og derved optage dyrets kraft og egenskaber i sig, fx drak bersærker bjørneblod, og om Sigurd Fafnersbane fortælles det, at han ved at fortære dragens hjerte fik magisk evne og kunne forstå fuglenes sprog. Magi er der også i blodet i myten om, at skjaldemjøden skabtes af den vise Kvasers blod; digtekunst kan kaldes “Kvasers blod”. At indtage blod kan også være vampyrisk, fx i forbindelse med fortryllelser i eventyr. I eventyret “Kong Lindorm” splitter titelfiguren en række brude ad på bryllupsnatten, indtil han selv kommer under kærlig behandling, ligger som en “blødde kjødhjank” (blodigt kød) i lud og mælk og forvandles til prins; de freudiansk-seksuelle undertoner turde være tydelige (slange, blod, bryllupsnat, deflorering). I mellemøstlige kulturer spiller fx et blodplettet lagen morgenen efter bryllupsnatten en rituel rolle.

“Blodets bånd” binder slægten sammen. I mange kulturer bliver det tolket så stramt, at blev én dræbt i slægten, havde slægten pligt til blodhævn, dvs. til at foretage drab på drabsmanden, et æreskodeks, der kunne føre til en slægtsfejde med et rent blodbad. Forestillingen om blodsslægtskab kan også være knyttet til racen; i ekstreme tilfælde som i nazismens “Blut und Boden” og i den japanske fascisme blev det til tanken om hhv. ariernes og japanernes rene blod og racemæssige overhøjhed. “Blåt blod” bruges om adelsskabets særlige “kvaliteter”; adelsfolk var så fint blege, at deres blodårer sås lyse blåt gennem huden.

Annonce

Næppe noget sted er blods betydning understreget og lovfæstet så omfattende som i GT. Blod må ikke spises, “for blodet er livet i alt kød” (3. Mos. 17). Slagteregler udformedes, som endnu i dag er jødisk praksis, den såkaldte schæchtning, som også er praksis i islam. Det fører skyld med sig at udgyde et andet menneskes blod. Blod anses for ondtafværgende, jævnfør at stryge blod på dørstolpen for at holde dødsenglen borte (2. Mos. 12,13). En fundamentalistisk tolkning af GTs lovstof findes i Jehovas Vidners forbud mod blodtranfusion, selv blandt medlemmer af samme familie.

En nytydning af det sonende blod findes i Jesu død; Jesus er i NT “offerlammet”, og i nadveren symboliserer brød og vin hans legeme og blod. I en underberetning i NT (Mark. 4) gør Jesus op med forestillingen om kvinders urenhed i forbindelse med blod: En kvinde er “blodsottig”, dvs. har lidt af voldsomme, uregelmæssige blødninger i en årrække. Som følge heraf er hun en udstødt i det jødiske samfund, hele tiden uren og også barnløs. Jesus helbreder hende, så hun kan træde ind som fuldgyldigt samfundsmedlem, og samtidig gennemhuller han det rigoristiske, lovbundne samfund.

I kristendommens historie er der eksempler på en markant “blod- og sårteologi”, ikke mindst i pietistiske strømninger ca. 1720-50. I hver af sine ca. 2000 salmer til Brødremenigheden nævner Zinzendorf ordet “sår”, og han beskriver intenst, nærmest erotisk, hvordan Jesus løskøber menneskene, hvordan Jesu naglegab i hænder og fødder, lansesår i siden og endog omskæring bør tilbedes. I breve mellem brødrene i menigheden underskriver de sig “den i lammets vunder dybt begravne broder” og “den lille orm, der graver sig frem mod Jesu hjerte”; ofte kaldes Jesus simpelthen “Sidehullet” efter sit lansesår; “Sidehullet” er frelsens “moderskød”.

At udholde eller tilmed dyrke smerter og lidelser i forbindelse med blodsudgydelse er udbredt verden over: Soldans hos prærieindianerne, hvor unge mænd kunne melde sig til en smertefuld dans ophængt i bryst- og rygmuskler. Eller kristne martyrer og flagellanter. Eller shia-islams sørgeriter med selvpiskning til imitation af martyrskikkelsen Husayns død.

Af bevingede ord og overførte udtryk med “blod” kan nævnes: “blod, sved og tårer” (går tilbage til udsagn af bl.a. Churchill og Byron); “blod er tykkere end vand”, “bringe blodet i kog”, “give blod på tanden”, “gå i blodet”, “lugte blod”, “til sidste blodsdråbe”.

En digtsamling af Robert Broby-Johansen fra 1922 hedder Blod. Expressionære Digte og er et af de voldsomste stykker digtning i dansk litteratur; i stærke, forvrængede scener skildres blodige begivenheder, fx voldtægt, seksualmord, nekrofili, selvmord og abort.

Digtene blev beslaglagt af politiet. Et drama af den spanske digter Federico Garcia Lorca fra 1933 (filmatiseret af C. Saura 1981) hedder Blodbryllup og bruger blod som symbol for den store passion: En kommende brud forlader sin brudgom til fordel for en gift mand; stykket ender da også blodigt.

Se også hjerte, rent og urent og mad og drikke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: blod i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425724

Artiklen blod er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk