mad og drikke

Mad og drikke, Mad og drikke. Traditioner og religiøst-symbolske bibetydninger i forbindelse med måltider er særdeles omfattende. Her omtales kun nogle grundtræk:

Selve indtagelsen af et måltid og det fællesskab, det afstedkommer, tillægges rituelle kvaliteter, som også i hverdagen kan være udformet i bestemte rammer. Fx kan det være ledsaget af bøn, en særlig placering ved bordet, renselse og en særlig stemning. Ritualiseringen udfoldes stærkere ved højtider knyttet til årets eller livets gang: julen med de både kristne og hedenske elementer, det jødiske påskemåltid. Kontakten med det guddommelige etableres gennem offerhandlinger: En del af føden kan ofres til guden/guderne, eller guden symboliseres i offerelementerne og fortæres i det sakrale måltid. En ganske særlig udformning får måltidsfællesskabet i den kristne nadver, hvor Jesus, Guds Søn, ofrer sig for at give menneskene syndernes forladelse; han er “mad” (legeme) og “drikke” (blod).

Perioder i årets løb kan rumme faste, dvs. afholdenhed fra mad og drikke eller fra bestemte typer af føde. Faste findes i mange religioner; særlig markant er perioden udfoldet i den muslimske fastemåned ramadanen, hvor føde kun må indtages i nattetimerne, og man om dagen end ikke må sluge sit eget spyt. Eller perioder i et menneskes liv kan være asketiske, fx i forbindelse med en tilværelsesform i isolation, som eneboer. En radikal seksuel afholdenhed, cølibat, findes fx i munke- og nonnelivet. I Buddhalegenden fortælles om en askese, der nær havde kostet Buddha livet; pointen i fortællingen er, at det ikke nytter at ville nøjes med ét riskorn om dagen – og heller ikke at mæske sig; middelvejen skal søges.

Bestemte typer af føde kan være forbudt, fx kød i de indiske religioner, der oftest fordrer en vegetarisk praksis, fordi dyrene hører med i tilværelsens samsariske system. Særlig radikalt er denne praksis udformet i jainismen, hvor man skal sørge for end ikke at sluge et insekt. Eller forbuddet mod indtagelse af alkohol i islam og forbuddet mod svinekød m.m. i både jødedommen og islam. Spiseregler er i disse religioner sammenkædet med forestillingen om rent og urent, tilladt og forbudt. Tilladt føde i jødedommen hedder kosher, i islam halal (modsat haram: forbudt). Der er også detaljerede regler for, hvordan bestemte typer af føde ikke må sammenblandes, fx i jødedommen adskillelse af kød og mælk: “Du må ikke koge et kid i dets moders mælk”, står der tre steder i GT; i radikal rabbinsk tydning betyder det også fx to sæt spiseredskaber og køkkenudstyr til tilberedning og fortæring. Ved overgangen fra hedenskab til kristendom i Island i år 1000 var et af spørgsmålene, om den hedenske skik med at spise hestekød skulle forbydes.

Alkohol og euforiserende stoffer kan være tabu pga. rusvirkningen. Eller det modsatte: De kan indtages som kulthandlingens centrale element, en dionysisk løftelse op i gudernes plan, som det fx ses i de indiske vedaers skildring af soma-ritualet eller i indianeres nadverlignende peyotekult. I de mere groteske skildringer af guders kapspisning findes eksempler på orgier og kvanta, fx i nordisk mytologi Thors grovæderi som forklædt brud hos jætterne, som får skildringen af “Ædedolkenes Klub” i Gustav Wieds Roskilde-borgerskab til at ligne barnemad. Grovæderi og drukkenskab skildres med grotesk overdrivelse i Fr. Rabelais' romaner om kæmperne Gargantua og Pantagruel, 1532ff, hvor munkene er blandt de værste: “De spiser slet ikke for at leve, men lever for at spise.”

“Giv os i dag vort daglige brød”, står der i Fadervor. Måltidsfællesskabet kan i dag tydes som et mellemfolkeligt, solidarisk ønske om, at hvert menneske på kloden skal kunne få sin daglige føde. En model for solidaritet ses her i de brud på det snævre måltidsfællesskab, som Jesus foretager ved at spise sammen med syndere og udstødte. I det lille plan er familiers og andre kollektivers måltider en daglig dosis initiation – og socialisation – af næsten hellig karakter. Ved måltidet lærer børn bordskik, fx at møde straks der siges: “Så spiser vi”, ikke at tale med mad i munden, at sige tak for mad, at skåle, at der siges velbekomme. I en længere periode i efterreformatorisk tid har også dansk bordskik været påvirket af den praksis, der herskede i Martin Luthers prototypiske hjem, sådan som det også fremgår af hans Tischreden (Bordtaler), som venner udgav 1566. Ved festmåltider udvikles der særlige traditioner med taler, sange og suppe, steg og kage som det så overbevisende er skildret i Jens Smærup Sørensens roman Mærkedage, 2007, om to landmandsfamilier i 1900-tallet.

De enkelte lande og egne udvikler nationalretter eller egnsretter, i Danmark fx frikadeller, flæskesteg, hakkebøf, i nyeste tid suppleret med global inspiration i fx pasta, pizza, sushi, thaimad. Særligt fremragende kokke bliver i vore dage på det nærmeste guddommeliggjorte som medieguruer; kokkens arbejde er en kunst. Det er på mode i de seneste år at udgive romaner, som rummer madopskrifter. At gastronomi faktisk kan være kunst ses en række gange i Klaus Rifbjergs forfatterskab, der rummer gastronomisk viden og sans for spisningens under og de efterfølgende omformingsprocesser i kroppen (fx i novellesamlingen Sommer, 1974), og i Karen Blixens allegoriske fortælling Babettes Gæstebud, 1952, hvor den franske madkunstner Babette vækker opsigt i det nøjsomme Norge og slutter med at sige: “Der gaar gennem Verden et langt Skrig fra Kunstnerens Hjerte: Giv mig Lov, giv mig Lejlighed til at yde mit ypperste”. I Johannes V. Jensens store digt “Ved Frokosten”, 1906, bruges alle sanse- og erindringsorganer, også fra tider man ikke har kendt, og måltidet kædes sammen med (tabet af) seksualitet i et overdådigt – og beruset – “haps” til tilværelsen: “Skaal for den uudslukkelige Appetit”.

Uden mad og drikke dur helten ikke, er en talemåde. Måske er det netop det omvendte, Knut Hamsun demonstrerer i sin roman Sult, 1890, hvor hovedpersonen går for lud og koldt vand i Kristianias (Oslos) gader, forhutlet, syg, men stolt og med et væld af hallucinationer (= stor kunst) skabt af sulten; en “Sultekunstner”, som titlen er på en fortælling af Fr. Kafka.

Litt.: tidsskriftet Chaos, nr. 23, 1995.

Se også nydelses- og rusmidler, rent og urent, nadver, påske, jul, rite, offer, svin, hest, brød, horn og sult.