Hamlet, figur i William Shakespeares skuespil af samme navn, opført 1. gang 1601. Hamlet, dansk prins i Elsinore (Helsingør), skildres så mangetydigt og er også blevet tolket så forskelligt af skuespillere, instruktører og litteraturforskere, at han er indgået som en af de symbolsk-typologiske figurer i europæisk bevidsthedshistorie, jævnfør typer som Don Quixote, Don Juan og Faust. Han opfattes ofte som ekstremt moderne, spaltet, tøvende, usikker, moderbundet, melankolsk, grundende over de store livsspørgsmål (“To be or not to be”-monologen). Andre har lagt vægt på, at han er en slags hofnar, eller at han simulerer dorskhed og ungdommelighed for siden at udnytte situationen og hugge til. Atter andre har tolket Hamlet som lidende af en indre mental konflikt, eventuelt et ødipuskompleks.

I Shakespeares “forlæg”, Amled-figuren i Saxos krønike fra ca. 1200, der bygger på overleveringer i dansk sagntradition, skildres han som en bevidst dorsk og dum askepuster, der gør alting avet om, taler sort og i gåder. Han er jysk kongesøn, og da han oplever, at hans farbror, kong Fenge, slår hans far ihjel for at gifte sig med hans enke, forstiller Amled sig for at kunne hævne sig til rette tid. Intrigen er hos Shakespeare i store træk den samme, men figuren har fået nye, nærmest uigennemskuelige facetter.

Se også typologi, Uffe hin Spage, helt og sagn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig