Ahasverus, en sagnfigur, der også kaldes Jerusalems Skomager og Den evige Jøde. Han skildres som den, der ikke ville lade Jesus hvile ved sit hus under Golgathavandringen, og som Jesus derfor dømte til evig vandring. Der er intet bibelbelæg for ham, men en figur i GT, fra Esters Bog, med dette navn kan ad kringlede veje have påvirket udformningen af figuren i den folkelige tradition. Sagnet om ham går især tilbage til et skrift fra 1602, der blev udbredt som folkebog, også i Danmark (1631). Også i flyveblade blev han en populær skikkelse, og i stadige varianter gav man “sandfærdige beretninger” om hans vandringer fra et land til et andet i århundredernes løb. I skildringen af ham er der ofte et klart antisemitisk træk, som fx nazisterne udnyttede.

I romantikkens periode optræder han hyppigt i finlitteraturen, hos Ingemann, Poul Møller, Hauch, Hostrup, Kierkegaard, Paludan-Müller og H.C. Andersen. Det er meget forskellige facetter ved skikkelsen, der kan lægges vægt på, fx de fantastiske muligheder det giver at lade en tidløs person optræde i mange forskellige tidsaldre (H.C. Andersens dramatiske digt Ahasverus, 1847); eller han kan ses som hjemløs, med træk af romantismens “interessante”, splittede figur (hos Ingemann). I Par Lagerkvists roman Ahasverus' död, 1960, er figuren symbol på den moderne ateists forbandelse, som viser sig i udstødthed, angst og evig pilgrimsvandring, på linje med Barabbas og den delfiske sibylle, der også er blevet “forbrændte” ved at være kommet guddommen for nær. typologi.

Litt.: Ahasverus. Jødiske elementer i dansk litteratur, 2007.

Se også typologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig