Ø “De dødes ø” (Toteninsel), maleri af Arnold Böcklin, 1883. Malet i fem versioner. Motivet har antikke elementer: Den hvidklædte død, der sejles til klippeøen (jævnfør Charons båd over floden Acheron til Hades). De himmelstræbende cypresser er med til at give maleriet et metafysisk præg. August Strindberg var så optaget af maleriet, at han lod en anden version af maleriet indgå som bagtæppe i sit kammerspil “Spøgelsessonaten”, 1907.

.

Ø, symboliserer ensomhed og isolation, men også sikkerhed og tilflugt, frelse og fuldkommenhed. Frelsens sted og heltenes paradis kan være en ø, som det kendes i antikkens De Saliges Øer (Elysium) og i kelternes og Arthursagnenes Avalon. Sommetider kan øen være domæne kun for kvinder, fx i den græske myte om øen Lemnos, som Jason kom til. Øen kan også være forbundet med den utopiske tanke (parodieret i J. Swifts roman Gullivers Rejser, 1726).

Vittighedstegninger elsker at fremstille øde øer som paradisiske med palmesus. Hvilke ti bøger ville du tage med, hvis du strandede på en øde ø? spørges der om i avisenqueter. Næppe Ernest Hemingways efterladte roman Øen og havet, 1971, snarere et antal robinsonader, der eksperimenterer med temaet: Hvad sker der med mennesket, hvis det udsættes for total isolation og primitiv livsform (fra den første, Daniel Defoes Robinson Crusoe, 1719-20, til en af de senere, William Goldings Fluernes Herre, 1954). Og måske Martin A. Hansens roman Løgneren, 1950, om en lærers isolation og eksistenskrise på Sandø, dens “forlæg” i Harald Kiddes roman Helten, 1912, og Vagn Lundbyes Anholttrilogi, 1978-82. I sidstnævnte kaldes øen et eksperiment, hvor traditionerne og normerne er bevaret, og man bliver “slugt” som Jonas af hvalfisken og bor i dens trygge bug.

I film af M. Antonioni (De elskendes eventyr, 1959) og I. Bergman udnyttes øen som et knugende symbol på det moderne menneskes isolation og eksistentielle tomhed; Bergman brugte “sin” ø, Fårö nord for Gotland, til flere filmoptagelser, bl.a. Persona, 1966, og Scener fra et ægteskab, 1973.

“Intet menneske er en ø”, er et bevinget ord, som peger på det mellem- og medmenneskelige, mennesket som et socialt væsen – eller ønsket om at det skulle være sådan.

Det er tankevækkende, at det latinske ord for ø er insula (italiensk isola); af det ord er dannet ordet “isolation”. “Sardinia insula est”, lød en af de første sætninger i tidligere tiders latinundervisning. Sardinien er stedet for den dér fødte danske forfatter Maria Giacobbes roman fra 1992Øen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig