Tornerose

Tornerose, hovedperson i et folkeeventyr, der bl.a. kendes i versioner hos Charles Perrault, 1697, og hos brødrene Grimm. Hun er en kongedatter, der af de tolv gode feer loves skønhed og lykke, men af den onde, trettende fe forhekses, ved at stikke sig på en tén, til hundred års dvale på et slot, omkranset af en – næsten – uigennemtrængelig tjørnehæk. Efter de hundred år trænger en prins gennem hækken, forløser med et kys hende og slottets øvrige beboere fra dvalen og fører hende bort til bryllup og idel lykke.

Eventyret handler om regression, at forblive som barn, kronisk uskyldig; lidt håndfast kan ténens blod tolkes som hendes første menstruation. Men siden møder hun kærlighedens forvandlende kraft og udvikler sig til modenhed. Motivet er også brugt i bl.a. en ballet med musik af Tjajkovskij (fra 1889), en Disney-tegnefilm (1958) og en sangleg: “Tornerose var et vakkert barn”.

Navnet Tornerose er i sig selv symbolsk; en rose er et gængs symbol på en smuk kvinde og en torn på smerte. Et gængs overført udtryk er “ingen roser uden torne”. Et “torneroseslot” bruges om et sted, der er idyllisk, eller hvor udviklingen er gået i stå. At sove “tornerosesøvn” betyder at sove langvarigt, som i trance, eller en passiv, fastlåsende tilstand.

Den svenske forfatter Olof Lagerkrantz bruger i flere tekster Tornerose som symbol på de ulykkelige og grædende kvinder i sin kreds, ikke mindst sin søster. “Hækken som voksede op omkring slottet, hvor hun sov, symboliserede hendes selviske indesluttethed, i hvis kulde de onde monstre trivedes.” Han ønskede også at kombinere eventyret med det kristne evangelium, så prinsen var den tornekronede Kristus, tegn på kærlighed og frelse. Pia Juul skrev i år 2000 et radiospil med titlen Tornerose om køn, kærlighed og død.