typer, typologi

Typer, typologi, det græske ord typos betyder slag, præg eller art, og typologi er læren om eller inddeling i typer. En type eller figur repræsenterer en større gruppe med lignende egenskaber.

Typologi bruges bl.a. i forbindelse med en væsentlig tolkningsmetode i forholdet mellem personer og begivenheder i GT og NT. GT ses som prototypisk i forhold til NT, og hver person og hændelse i GT har sin parallel og egentlige udfoldelse i NT; GT er foreløbig, præfigurativ og profetisk i forhold til NT, der er opfyldelsen. Adam præfigurerer fx Jesus, de er den “1.” og “2. Adam”, og Jesus er på en måde først, som det præeksistente Ord, der skaber verden. Jobs lidelser, Den lidende Herrens Tjener, messias og menneskesønnen er typologiske i forhold til Jesu lidelse og ophøjelse. Moses med Lovens Tavler på Sinaj Bjerg modsvares af Jesu Bjergprædiken, Marias jomfrufødsel er forudsagt osv. Også inden for NT selv er der typologier, fx Johannes Døberen i forhold til Jesus, bl.a. i de parallelle fødselslegender.

Når man fx drager på pilgrimsfærd, rejser man i den helliges spor. Muslimers pilgrimsfærd til Mekka efterligner begivenheder i Muhammeds liv, der igen havde sin prototype i Abrahams tid. På en måde smelter begivenhederne sammen, tiden ophæves, personen ophæves og bliver en type, man smelter sammen med sit forbillede.

De enkelte landes sagnhistorie har nogenlunde samme metode; de kan fx stadig spille på det bibelske stof, fx minder kong Skjolds ankomst til Danmark om Moses i sivkurven på Nilen. Eller de kan lade skikkelser komme igen, fx Norne-Gæst, eller konge- og heltefigurer minde om hinanden.

En række centrale skikkelser i især europæisk idehistorie har fået typisk karakter, fx Ahasverus (Den evige, vandrende Jøde), Aladdin, Amled (Hamlet), Barabbas, Don Juan, Don Quixote, Faust, Judas, Kain; Ødipus, Sisyfos, Odysseus, Herakles, Ikaros; Tornerose, Rødhætte, Askepot; dværgen og klovnens outsiderroller. I litteratur og billedkunst belyses deres skikkelser i stadigt nye variationer. Superhelte danner drømme og idealer, fx Tarzan, Fantomet og Superman, og giver skurke modspil. Typer fra psykologien (ofte via mytologien) er Ødipus, Elektra, Narcissos og Lolita. Også forsøg på at karakterisere mennesket som sådant – eller dele af menneskeheden – har typologiens form, fx homo faber og homo ludens (se homo-).

I videre forstand kan karismatiske personer, folk med enestående evner antage ikon-, hero- eller mytekarakter. Fx er seeren, skjalden, vandringsmanden, vismanden, den inspirerede kunstner typer. Bestemte livsformer og roller er også typiske, fx bohemen, dandyen, flanøren, æstetikeren, den “interessante”, dæmonisk-splittede, the tough guy, den mutte oprører. Digtere som Byron, Hemingway, Sartre, Camus, Dan Turell, Michael Strunge har mere eller mindre bevidst spillet på sådanne roller. I film- og popverdenen smelter rolle(r) og person ofte sammen: Bogart, Monroe, Bardot, James Dean, Michael Jackson, Bowie. Lader det sig gøre at skille virkelighedens John Wayne fra hans roller som afdanket sherif eller fordrukken gunman?

Livsformer som fx bonden, nomaden, den fattige og den rige, den vilde og primitive, orientaleren, eksotisk, pittoresk, bizar eller kuriøs livsstil kan opfattes typologisk (verdenshjørner, -dele).

Også enkelte landes eller landsdeles karaktertræk kan nærmest tillægges typiske træk: den sensuelle sydlænding over for den rugende nordbo, den galliske esprit, den typiske engelske gentleman, den sydamerikanske macho. Den seje, stærke jyde, evigt krejlende og med anhænger, den torskedumme molbo. Eller de enkelte erhverv: den stærke smed eller slagter, den hvidkitlede læge, soldaten i uniform, panserbassen eller cop'en. Opfattelsen farves af medier, ofte på helt stereotypisk vis. Typisk nok.