Navn, både person- og stednavne har ofte en symbolsk betydning, så de på mange måder giver dem identitet og genkendelighed. Personnavn og navngivning er tit forbundet med magi. I myter og eventyr fortælles det, at man kan få magt over en person, fx en dæmon, ved at kende vedkommendes navn; det ses fx i eventyr som “Rumleskaft”. Navngivning finder typisk sted i forbindelse med en rite tæt på fødslen, med bl.a. vandøsning (se dåb) og optagelse i menneskenes samfund. Der kan være tale om navne, der går videre i slægten eller om opkald efter guder og helte.

I dansk personnavnetradition ses to hovedinspirationer; først fra den nordiske mytologi og de nordiske helte og siden fra Bibelen og fra kristne helgener. Fra nordisk stammer især opkald med Thor-, styrkens gud, fx Thorbjørn, Thorsten (Thors sten, dvs. hans hammer Mjølner); endvidere fx Asger (ase-spyd). Fra kristendommen stammer fx Per (Peter), Poul (Paulus), Jens/Hans (Johannes), Anne og Lis (Elisabeth). Tilsvarende kan den dobbelte tradition ses i stednavne, hvor fx Odense og Vojens begge betyder Odins vi, dvs. helligsted, og Nærum betyder Njords hjem, mens byer opstået efter den hedenske periode opkaldes efter kristne skikkelser og efter stormænd, fx Mariager. Typisk for stednavne er det endvidere, at de opkaldes efter den ledende mand i en udflytter- eller nybyggergruppe. At kvinden ved ægteskab skifter efternavn til mandens er gammel tradition, men viser naturligvis et kønsrollemønster, som nu er forladt, og ofte foretages der ikke navneskift i dag. I tidligere tid – og i brug i Island den dag i dag – var der efternavne med både -søn og -datter.

Ved opdagelse eller erobring af nye områder føres stednavne med fra den gamle verden, ofte med et “Ny” foran, fx er Jamaica inddelt i områder, der svarer til de gamle engelske herreder. Ved skift i eller tvungen ændring af religion får en person gerne nyt navn, fx skiftede bokseren Cassius Clay til Muhammed Ali; der er også eksempler på, at man blander, fx imamen Abdul Wahid Pedersen. Tilsvarende ændres stednavne, fx Byzans til Konstantinopel til Istanbul. Det hænder, at to (eller tre) sæt navne bruges for fx gadenavne, bydele, byer og lande, bl.a. som følge af ny magthaver: diktaturstaten Myanmar hedder stadig i de flestes bevidsthed Burma. Demokratiske lande er derimod meget nøjeregnende med at bevare eller ligestille de oprindelige befolkningers lokalnavne, fx i New Zealand (Aotearoa på maorisprog), hvor måske halvdelen af lokaliteterne stadig har maorinavne.

Navne på guderne kan være så tabuerede, at de ikke må bruges eller siges. Det gælder fx jødernes Jahve, et navn der måtte omskrives til fx Herren, jævnfør også De Ti Bud. Muslimers Allah betyder simpelthen guden, underforstået at han er den eneste og én. Allah tildeles “de 99 skønneste navne”, fx Den Barmhjertige Forbarmer (se bøn, rosenkrans). Jesus Kristus er ikke fornavn og efternavn; Jesus er den historiske persons navn, og Kristus (“den salvede”, hebraisk Messias) er troens navn; dobbeltnavnet er en ekstremt kort trosbekendelse: Jesus = Kristus, dvs. Guds Søn. I det gamle Norden var man tilsyneladende varsom med at bruge guders navne direkte til personer; der var flere led på, fx Thorkild.

På Bali har man en ejendommelig navnetradition, hvor kun fem fornavne bruges og i en bestemt rækkefølge; får en familie mere end fem sønner eller døtre, må navnerækken begynde forfra, ligetil og kompliceret.

Det danske sprog – og hermed også navnestoffet – har i perioder været påvirket af tysk, latin, fransk og engelsk. Der er næppe tvivl om, at der ligger en symbolværdi heri: Det kan opfattes som særlig fornemt eller smart. I en periode kunne man fx latinisere sin hjembys navn og tage det til efternavn, fx Scavenius (Skagen) og Pontoppidan (Broby). I hele tre af Holbergs karakterkomedier gøres der grin med hovedpersonens affektation og snobberi – og spaltethed – ved at tildele dem dobbeltnavne: den “tyske” soldat Jacob von Thyboe (fra Thy), den lærde bondesøn Erasmus Montanus (Rasmus Berg) og den frankofile Jean de France (Hans Frandsen). I nyeste tid er påvirkningen fra især engelsk markant; navne som John og Brian, men også det ejendommelige træk, at man begynder at kalde danske institutioner ved engelske navne, fx hedder Handelshøjskolen i København nu, ikke blot som internationalt andetnavn, Copenhagen Business School (CBS).

For ca. en generation siden opstod pludselig en mærkelig udvikling med personnavnet Børge; ordet udviklede sig til en sproglig joker, der kunne bruges om alt, også i form af verbum og adjektiv: at børge, at være børget osv. En sådan “totalsymbolik” var næppe tidligere set i sproget. Lidt af det samme ses i de seneste år i brugen af Brian i den nedsættende form “at være en brian”. Nævnes kan også tegneserierne om de små blå smølfer, som også både kunne smølfe, være smølf og smølfe til en blomst.

I folkelitteratur, der konstrueres over nogle skabeloner, bliver personerne typer og navnene derfor også fast symbolske; helten kan hedde Esben eller Hans, heltinden Grete; men ofte er det selve egenskaben de kaldes, fx prinsen, prinsessen, ridderen, Tornerose, Askepuster, Askepot, Snehvide.

At bruge pseudonym (“falsk navn”) er ret udbredt især blandt forfattere og i litterær sammenhæng. Der kan fx være tale om, at en kvindelig forfatter bruger et mandsnavn, fordi hun lever i en patriarkalsk kultur, fx Karen Blixen (Isak Dinesen, Pierre Andrézel). Særlig raffineret er pseudonymiteten hos Søren Kierkegaard, hvor læseren kan blive helt rundtosset over de mange spil og kinesiske æskesystemer. Hvad sker der fx, når rollen Æstetikeren i “sine” Diapsalmata bruger løs af den unge Kierkegaards aforismeoptegnelser i hans dagbøger?

Ang. numerologi (sammenhængen mellem tal og navn): se tal.

Se også rosenkrans.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig