Håb, Udtryk som “håbet er lysegrønt” og “så længe der er liv, er der håb” og omvendt: “så længe der er håb, er der liv” angiver nogle sider af forestillingen “håb”. Håb kan være knyttet sammen med forestillinger om gud, skæbne, eller “blot” være en tillid til fremtiden. Det er et abstrakt begreb og kun knyttet til menneskets livsform, idet det fx kræver tidsopfattelse. I udtrykket “så længe der er håb, er der liv”, angives, at mennesket definerer sit liv i forhold til håbet; et håbløst liv er et ikke-liv, et liv i “helvede”. Ved indgangen til Helvede i Dantes Den guddommelige Komedie var der skrevet: Her lades alt håb ude.

Håb (latin spes) er en af de teologiske dyder og personificeret som en kvinde med krone, anker eller skib, jævnfør Hebr. 6,19: “Det håb er som et anker for sjælen”. Håb indgår i triade med tro og kærlighed.

Litt.: Artiklen “håb” af N.H. Gregersen i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 9, s. 195-200.

Se også tro og kærlighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig