Forløsning, Begrebet kan have en religiøs og en fortællemæssig betydning og ligger i begge tilfælde tæt på begrebet frelse. Man taler direkte om forløsnings- eller frelsesreligioner – i modsætning til frugtbarhedsreligioner (se frugtbarhed). I buddhismen gælder forløsningen befrielsen fra tilværelsernes hjul og en indgåen i nirvana. I kristendommen er forløsningen kædet sammen med opfattelsen af syndsforladelsen og opstandelsen.

I folkelitteratur, især tydeligt i eventyr, er forløsningen bundet sammen med ophævelsen af en fortryllelse, som fx har ramt og stækket hovedpersonen. Fortryllelsen har fx vist sig som en forvandling til et dyr, og forløsningen, ofte i forbindelse med en kærlighedshistorie, er så gendannelsen af den hele person i et normalt, men højere og mere modent plan.

Megen stor kunst kan siges at have så stor virkning, æstetisk og etisk, at den trods en eventuel tragisk toning og slutning er forløsende, rensende, har katharsis-karakter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig