Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vægt

Oprindelig forfatter FSte

 VÆGT Den tysk-nederlandske maler Hans Memlings “Den yderste dag”, 1467-71. Et udsnit af hans triptykon. I midten ses ærkeenglen Mikael, der vejer menneskenes sjæle og opdeler dem i frelste og fortabte.

VÆGT Den tysk-nederlandske maler Hans Memlings “Den yderste dag”, 1467-71. Et udsnit af hans triptykon. I midten ses ærkeenglen Mikael, der vejer menneskenes sjæle og opdeler dem i frelste og fortabte.

vægt, er dels et tegn i dyrekredsen, dels symbol for retfærdighed og dom, balance og lighed (for loven), ærlighed, retsvæsen, købmandskab og handel. Retfærdigheden kan personificeres i fru Justitia, der med bind for øjnene, for ikke at lade sig påvirke, vejer de gode og onde gerninger. I mange religioner vejes menneskenes gerninger på en himmelsk vægt, hvorefter man straffes eller frelses. I det gamle Egypten vejede Osiris sammen med Maat, retfærdighedens gud, den dødes hjerte, en myte som omtales i Dødebogen og ses på gravmalerier. I kristendommen er vægten forbundet med dommedag, hvor verdensdommeren afgør den videre skæbne. Ærkeenglen Mikael har vægten som attribut. Den græske gudinde for lov og orden, Themis, og guden Hermes/Merkur har ligeledes vægten som attribut.

Ordene “retfærdig”, “retfærdiggørelse” er nøglebegreber i jødedom og kristendom, med talrige tekststeder i GT og hos Paulus. Bag begrebet står netop forestillingen om den himmelske domstol: “Gid Gud ville veje mig på retfærdigheds vægt, / for så ville han erkende min uskyld”, står der fx i Jobs Bog 31, 6. Hos Paulus og siden hos Martin Luther drejes den oprindelige retfærdighedslære, så retfærdiggørelse ved troen understreges i forhold til gerningsretfærdighed. Troen bestemmer man ikke selv over, men får som en gave, så på en måde er samtidig billedet af den bestemmende vægt ophævet. Den skal der ikke lægges så megen vægt på mere.

Det gådefulde udtryk “mené, mené, teqél, ufarsin” (også kaldt “Skriften på væggen”), brugt i Daniels Bog 5, 25-28, hentyder ifølge Daniels udlægning til, at Babylon skal falde: Talt (dvs. kort tid tilbage), Vejet (og fundet for let) og Delt (dvs. erobret af andre riger). Udtrykket bruges om varsel i almindelighed.

Annonce

Ved den ceremonielle vejning af boksere før en kamp gælder det derimod om ikke at veje for meget – og om at sende verbale og kropssproglige signaler om overlegenhed til modstanderen. “At være i en (vægt)klasse for sig” eller “en sværvægter” kan fx bruges om en stor kunstner.

Argumenter kan være “vægtige” eller “tungtvejende” og tillægges “afgørende vægt”. Upålidelig er den “der snyder på vægten”. “Tungen på vægtskålen” betyder det, der afgør en sag, fx et antal stemmer ved et valg. Det gælder om at “veje sine ord på en guldvægt”.

Justitia, stjernetegn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: vægt i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 13. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426934

Artiklen vægt er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk