Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sprog

Oprindelig forfatter FSte

Sprog. Det er i sprog, mennesket definerer og tolker sin virkelighed. Mennesket er det eneste dyr, der har et sprog, kan tænke over tilværelsen, er bevidst om sammenhænge. Mennesket er et symboldannende dyr ved hjælp af primært sproget, sekundært gestik. Tilmed har mennesket endda udviklet to grundtyper af sprog: tale- og skriftsprog. Jorden over er der dannet hundredvis af sprog, der dels rummer nogle fællesmenneskelige træk (fx er det vanskeligt at tænke sig et sprog uden betegnelser for far og mor), men også med så store forskelle, at også væsentlige forhold kan tydes og udtrykkes forskelligt fra kultur til kultur, herunder nuancer i symbolværdier.

Fire passager i Bibelen, to fra GT og to fra NT, der tilmed spiller på hinanden to og to, kan vise nogle grundforhold i mennesket og sproget: I skabelsesberetningen i 1. Mos. 1 står der, at Gud skaber ved hjælp af ord, og Johs.-evangeliet indledes med: “I begyndelsen var Ordet”; skabelse og nyskabelse af menneskelivet, af mennesket sat i verden, sker ved hjælp af sproget. Uden sproget er der ingen beskrivelse. Det er mennesket, der giver dyrene navne, dvs. strukturerer ved hjælp af sproget. I myten om menneskene, der forsøger at bygge et tårn (se babelstårnet) helt op til Gud for at gøre ham rangen stridig, 1. Mos. 11, adspredes menneskene som straf og forvirres ved at have forskellige sprog, så de ikke kan forstå hinanden. Men i Ap. Gern. 2, ved pinseunderet, samles sprogene på en måde igen: De første kristne kan mirakuløst forstå hinanden, selv om de taler forskellige sprog, og ydermere er de i stand til at tale i tunger, en slags engle- eller himmelsprog. Det adspredte og forvirrede karakteriserer måske nok den sproglige situation i verden i dag, men der oversættes, tolkes, kommunikeres på kryds og tværs, internettet binder sammen osv. De mange sprog både differentierer og er en central del af den kulturelle diversitet og adskiller; men samtidig binder de hele menneskeheden sammen.

Ofte skelnes der mellem to forskellige sprog: det naturvidenskabelige og metafor- eller symbolsproget. Det naturvidenskabelige er et eksakt definitionssprog med reale, saglige udsagn på grundlag af empiriske undersøgelser (men kan jo meget vel rumme et stort antal symboler, fx matematiske). Det metaforiske kan ikke verificeres, men består af associative, subjektive, poetiske og religiøse udsagn. De to sprog afspejler to syn på verden og virkeligheden og har ofte været i konflikt med hinanden, fx i forholdet mellem tro og viden (verdensbilleder kan tages som eksempel). Men forsøgsvis kan de siges at komplettere hinanden, vise to grundmåder mennesket beskriver og forholder sig til verden på. For teologen og filosoffen Johannes Sløk, fx i Det religiøse sprog, 1981, er det religiøse sprog det oprindelige, før det rationelle, og dets oprindelse hænger sammen med myten. Myten er virke ligheden i dens oprindelse som virkelighed. “Myten er den oprindelige udlægning, der lader verden fremstå i sin således udlagte sproglighed, og hinsides den findes virkeligheden ikke.”

Annonce

Uden sprog er der ingen menneskelig erkendelse og tilværelse. Denne tolkning har ført til, at tænkningen over mennesket og dets placering i verden i høj grad er blevet en sprogfilosofi. Peter Kemp skelner i Sprogets dimensioner, 1972, mellem fire typer sprogfilosofi og -dimensioner: den fænomenologiske, dvs. at sprog forudsætter en verden, der altså er førsproglig og ikke, at verden først opstår ved hjælp af sprog. Den pragmatiske, dvs. at sprog er handling, vilje, kommunikation. Den semiologiske / strukturalistiske, dvs. at sprog får mening gennem faste struktursystemer, fx lingvistiske, mytiske og litterære. Og den hermeneutiske, dvs. at med sprog fortolker mennesket verden, og sprog, tekster, skal derfor selv fortolkes.

Litt.: Lars Sandbeck, Fantasiens Gud, 2006. Jacob Dahl Rendtorff, Paul Ricoeurs filosofi, 2000. Essay af Ebbe Spang-Hansen, Michael Herslund og Jørn Lund i Den Store Danske Encyklopædi, 17, 2000, s. 618-27.

Se også skrift, ord og virkelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sprog i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426716

Artiklen sprog er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk