Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skrift

Oprindelig forfatter FSte

 SKRIFT Hieroglyffer fra låget på Petosoris' sarkofag fra Tuna elGebel, ca. 320 f.Kr., med uddrag fra den egyptiske dødebog.

SKRIFT Hieroglyffer fra låget på Petosoris' sarkofag fra Tuna elGebel, ca. 320 f.Kr., med uddrag fra den egyptiske dødebog.

Skrift. Børn, der lærer at læse og skrive, oplever en næsten ufattelig udvidelse af deres verden, ny viden, fiktionens beruselse, nye tilskud til deres fantasi. Intet under, at skrift og skriveevne i mange kulturer opfattes som hellige. I novellen “Bogen”, 1947, har Martin A. Hansen overbevisende skildret læsningen som en eufori hos en lille almuedreng, der låner historiebøger og uden tvivl vil udvikle sig til en bogorm.

De enkelte bogstaver, skriften som helhed og det at kunne skrive og tolke skriften er ofte tillagt helligkraft. I det gamle Egypten var guden Thot både æret som skrivernes gud og “ansat” som gudernes skriver. Den egyptiske skrift, hieroglyfferne (græsk: hellige tegn), bestod af både billedsymboler og lydskrift. Det er karakteristisk, at bogstaverne i de mange forskellige alfabeter udvikler sig fra billeder og stiliseres til mere og mere rene tegn. I fx kinesisk og japansk skrift er forholdet mellem billede, tegn og lyd særdeles komplekst. Japansk har fx ca. 2000 tegn, og fx et ord som shin kan betyde 62 forskellige ting og har derfor hele 62 tegn, bl.a. for gud og sand. Tegnene rummer selvfølgelig stiliseringer, men med lidt god vilje kan man ofte genkende fænomenet bagved. Bogstaverne eller tegnene kan i mange kulturer være udformet som rene kunstværker, skønhedsåbenbaringer, fx i den arabisk-islamiske og den kinesiske og japanske kalligrafi (græsk: skønskrift) og den kristne middelalder med de illuminerede bøger.

I islam er Koranen Guds Ord, dvs. bogstaverne og det arabiske sprog er hellige. Da der er forbud mod at fremstille Gud og mennesker i islam, får skriften, det enkelte bogstavs ciselerede skønhed, en særlig manifestationskarakter af det guddommelige, fx i koranhåndskrifter og på vægge i moskeer og paladser. I kinesisk og japansk kalligrafi er der identitet mellem kunstværk og skrift, fx er et haikudigts “form” og “indhold” identisk. Inden for zenbuddhismen ophæver kunstneren med sine pludselige penselstrøg, de sorte tuschtegn på det hvide papir, forskellen på subjekt og objekt: han er skriften og viser i sit arbejde den oprindelige buddha-natur.

Annonce

Hieroglyffernes gåde blev først løst i 1822; bl.a. derfor kaldes de “hellige tegn”, og teorierne frem til løsningen var vidtløftige; noget tilsvarende gælder mht. den såkaldte kileskrift fra den samtidige babylonisk-sumeriske kultur og de græske linear A og B (det gådefulde ved fx kileskriften udnyttes af Sophus Claussen i digtet “Ekbátana”, 1896, med udtrykket “et vanvid i Kileskrift / paa dit Dronningelegem”). Også de nordiske runer har sammenhæng med den hellige dimension; ordet run betyder “hemmelighed”, underforstået af esoterisk, religiøs art. Odin var runernes mester, og runer blev brugt på magisk vis, fx som fortryllelsesmiddel, hvilket bruges som motiv i en del folkeviser.

De såkaldte skriftreligioner er karakteriseret ved at have helligskrifter, kanoniske samlinger af myter, åbenbaringer, salmer, lovstof m.m. Det gælder fx jødernes Torah (GT), de kristnes Bibelen (GT og NT), muslimers Koranen, sikhers Adi Granth. Inden for jødedommen fremstilles versioner af helligskriften som håndskrevne Torah-ruller, der opbevares i et skab i synagogen, bæres frem og rulles ud og læses op fra i bestemt rækkefølge ved gudstjenesten. Inden for jødedommen kaldes de, der uddannes i at fortolke den hellige skrift, “skriftkloge”; der var tale om et erhverv, selv om farisæerne, der også må karakteriseres som skriftkloge, kunne have andet arbejde ved siden af, fx som den skriftkloge farisæer Saulus (efter omvendelsen til kristendommen: Paulus) at være teltmager. De skriftkloges fortolkninger kunne i håndskrifter af den hellige tekst brede sig i stadigt mere omfattende kommentarer rundt om teksten (Talmudtraditionen). Adi Granth (“ur-bogen”), fra 1600-tallet, er sikhernes eneste hellige genstand i deres tempel, hvor den ligger på en pude under en baldakin.

Blandt de mange betydninger af “skrift” er Bibelen, der kan kaldes “Skriften” eller “Den Hellige Skrift”.

Undertiden kan enkelte bogstaver tillægges særlig symbolik. Det gælder fx “alef”, det første bogstav i det fønikiske/hebraiske alfabet. Alef betyder “okse” på hebraisk, og måske har bogstavet oprindelig forestillet et hornet oksehoved, og b “beth” et hus. Også det første bogstav i det græske alfabet, “alfa”, tillægges særlig betydning, som begyndelsen, og ofte i forbindelse med det sidste bogstav, “omega”: “alfa og omega” betyder det første og det sidste, formuleret af Jesus ifølge Johs. Åb. 22,13: “Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden”. Også Gud kan symboliseres gennem de to bogstaver, og de ses ofte i forbindelse med Kristusmonogrammer (se kristussymboler).

En ABC er en læsebog for begyndere. Alfabet er et ord, der gengiver de to første græske bogstaver, alfa og beta. Et alfabet er en rækkefølge af de bogstaver, der findes i et sprog; alfabet kan der i den forstand ikke være i fx kinesisk, hvor hvert tegn angiver et ord eller en orddel. Med den både helt ligetil og utroligt komplekse digtsamling alfabet, 1981, bruger Inger Christensen alfabetet og en matematisk talrække i en opremsning af “alle” de ting, der findes; talrækkens system er sådan, at antallet af ord for hvert nyt bogstav er stigende, frem til det uoverkommelige, så alfabetet standser med n, også som et memento til nutidens atombombetrussel.

Det enkelte bogstav og skriften kan sommetider symbolisere det døde, for lovbundne: at tage noget for bogstaveligt, at være bogstavtro, bl.a. ud fra et udsagn af Paulus, der skelner mellem det døde bogstav og den levende ånd. Det er et billede, der spiller en stor rolle for Grundtvig, der skelner kraftigt mellem “skolen for døden”, latinskolens døde bogstaver, over for “skolen for livet”, højskolens levende, livsoplysende mundtlige forkyndelse og foredrag, “det levende ord”.

Til gengæld kan så skriftform betyde noget bindende, fx i udtrykket “få noget på skrift /skriftligt”. Og at bøger kunne være levende, måtte selv bogormen Grundtvig medgive. Han har selv skrevet et overvældende antal.

Se også sprog, ord, hellig, runer og tegn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: skrift i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426657

Artiklen skrift er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk