Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skat

Oprindelig forfatter FSte

skat, i folkedigtning et symbol for den kerne i personligheden, som helten skal finde frem til. Skatten er oftest skjult i en kiste under jorden og bevogtet af dæmoner, fx en drage, så helten må kæmpe med livet som indsats. Ud over at være det afgørende træk i individuationsprocessen (en åndelig dimension) repræsenterer skatten også rigdom og magt (en materiel dimension), og den kan, fx i form af guld, rumme en forbandelse, som det fx ses i Vølsunge- eller Nibelungen-teksterne om bl.a. Sigurd Fafnersbane. I eventyret om Aladdin ses begge sider af skattens symbolik: For troldmanden Noureddin er skatten magtens, den totale beherskelses, centrum, mens den for Aladdin repræsenterer en videre lykke og i sidste instans også en altruistisk tilværelsesforståelse. H.C. Andersens eventyr “Fyrtøiet”, 1835, er en variant af Aladdin-motivet, hvor den traditionelle drage er “udskiftet” med tre vældige hunde.

Udtrykket “skat” kan bruges i talrige sammenhænge: om en elsket person (ironisk “skattebasse”), en dyrebar ting eller skik, og om det offentlige skattevæsen, nu simpelthen kaldt “Skat”, i folkemunde ofte ironisk “skattefar”. En “skatkiste” kan bruges om fx en overdådig samling fortællinger.

Se også gral, guld og gave.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: skat i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426646

Artiklen skat er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk