Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hilseformer

Oprindelig forfatter FSte

hilseformer, verbal eller nonverbal kontakt mellem personer som tegn på fx anerkendelse, høflighed eller underdanighed. De nonverbale hører kropssproget til. Her kan lige position udtrykkes gennem fx håndtryk (se hånd), omfavnelse og kindkys (se kys), mens underdanighed, høflighed og kurtiseren kan udtrykkes gennem fx mænds letten på hatten (se hoved og hovedbeklædning), buk, nejen, vink (monarken fra sin karet), honnør, håndkys, læggen sig på knæ, fodkys og næsegrus bøjen sig helt til jorden.

Det er særdeles forskelligt, hvordan kulturer opfatter disse kropssproglige hilsener. I Danmark er en “naturlig” hilseform håndtrykket, der dog kan have det problem, at det kan overføre bakterier, hvorfor det har været på tale at undgå håndtryk i hospitalssektoren. I nogle kulturer, fx de østasiatiske, skyr man traditionelt kropsberøringer, fx håndtryk, og anvender buk, hvor dybden angiver graden af over- eller underordning, og eventuelt udveksling af visitkort med oplysninger om navn, adresse, uddannelse og profession. Selv i myldretiden i japanske S-tog er det utænkeligt, at folk kommer til at røre ved hinanden, om de så falder i søvn undervejs. I andre kulturer, fx de muslimske, kan adskillelsen mellem kønnene være så gennemført, at en kvinde fx ikke trykker en fremmed mand i hånden. Den muslimske bøn rummer så dybe bøjninger, at hovedet rører bedetæppet på gulvet eller jorden, som symbol for total underkastelse; ordet “islam” betyder faktisk underkastelse (under Allah, som giver fred). Der er kulturer, hvor fx høvdingens helligkraft er så stærk, at han omgærdes af komplicerede tabuer omkring, hvem og på hvilken måde der kan hilse(s) på ham.

Militære hilseformer kan være svært stramtandede. Af ganske særlig, nærmest parodisk, panserstiv art var den såkaldte heil Hitler-hilsen i nazitiden, hedensk og fallisk, jævnfør også det hedenske frugtbarhedselement i nazisternes brug af hagekorset.

Annonce

De verbale hilseformer kan være mundtlige, fx “goddag”, eller skriftlige, fx “med venlig hilsen”. Bag hilsenerne ligger oprindelig en art besværgelse, et religiøst tonet ønske om velsignelse. Den hebraiske hilsen “shalom” og den tilsvarende arabisk-muslimske “salam” betyder fred, underforstået den fred, som Gud giver, jævnfør at “salam (aleikum)” (fred med dig) er et ord med samme konsonantrod som “islam” og “muslim”. En af de gamle danske hilseformer, “Guds fred”, er en parallel dertil. Bag hilseformen ligger også den forståelse, at “ordet skaber, hvad det nævner”.

De danske verbale hilseformer er i skred i de seneste årtier. “Goddag” er en ret formel form, “dav” lidt friskere, men en kende gammeldags. “Hej” og “hej, hej” kan bruges både, når man mødes, og når man tager afsked; formen er egentlig engelsk og svensk, og den opfattedes først som ungdommelig, men har nu vundet alment indpas. Man kan selvfølgelig også vælge at bruge den sønderjyske morgenhilsen “mojn” eller italienske “ciao” døgnet rundt og til hvad som helst.

De skriftlige hilseformer havde i gamle dage ganske bestemte udtryk, som bl.a. var optegnet i de såkaldte formularbøger: Hvornår skulle der stå “ærbødigste tjener” osv. I forbindelse med oprøret mod det formalistiske i tiden omkring 1968 blev en ny slags kode brugt: man kunne slutte et brev med “k.h.”, der kunne betyde “kærlig hilsen”, men også “kammeratlig hilsen”, hvis man opfattede sig selv som medlem af det ny samfund.

Se også tiltaleformer og titler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: hilseformer i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426047

Artiklen hilseformer er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk