• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

natur og kultur

Oprindelig forfatter FSte

 NATUR OG KULTUR Det travle byliv i Tokyo og den ophøjede natur med Fuji-bjerget er lagt tæt på hinanden i dette værk af Hiroshige Ando, “Surugacho, det mest berømte forretningskvarter i Edo”, fra ca. 1840. Gengivet efter postkort.

NATUR OG KULTUR Det travle byliv i Tokyo og den ophøjede natur med Fuji-bjerget er lagt tæt på hinanden i dette værk af Hiroshige Ando, “Surugacho, det mest berømte forretningskvarter i Edo”, fra ca. 1840. Gengivet efter postkort.

natur og kultur, et af de helt store modsætningspar af en betydning som fx liv og død, mand og kvinde, kaos og kosmos. Mennesket er et dobbeltvæsen med rødder i naturen og med en udviklet kultur, der netop adskiller det fra de andre dyr. Et dyr, men også mere end det. Denne dobbelthed ses fx også i Freuds personlighedsmodel, hvor jeg'et (ego) er spændt ud mellem det'et (id, dvs. driftsverdenen, det ubevidste, instinkterne, lystprincippet eller naturen) og overjeg'et (superego, dvs. kulturen udtrykt som bl.a. samvittighed, pligt, tabuer, opdragelse). Mennesket har en paradisisk drøm om naturen, den rene væren, barnets umiddelbarhed, dyrs og planters vegetative liv, følelsernes frie strømmen, ægthed, udtrykt fx i Rousseaus berømte udsagn: “Tilbage til naturen”; men samtidig kan man sige: “Opfør dig nu civiliseret”, dvs. som et fornuftigt og moralsk væsen, der kan styre sig. Naturen er både noget i sig selv og en del af mennesket, mens kultur og civilisation opstår ved bearbejdninger af naturen og af menneskets natur.

Natur kan både opfattes som noget konkret, en sansbar realitet, et landskab, og som en essens, som tingenes dybeste væsen. I tidens løb er natur blevet opfattet bl.a. som planlagt, skabt af en gud, eller med plan, fx ideernes orden og naturlovene, eller som syndens sted, det legemlige, kødets og dødens sted over for det himmelske, sjælen og det evige.

Religionernes myter er i høj grad fortællinger om menneskets dobbelthed, og om hvordan kultur opstår af naturen. I den bibelske skabelsesmyte er mennesket ren natur frem til syndefaldet, hvor det særligt konstituerende for mennesket opstår: det arbejder, det kan handle godt eller ondt, det ved, at det skal dø. Mennesket får sprog, tanke, bevidsthed, fantasi, følelser. En række myter, fx den græske Prometheus-myte, handler om kulturheroen eller kulturbringeren, om hvordan mennesket skaber kultur ved et oprør mod guderne, ved at stjæle ilden og derved være i stand til fx at skelne mellem råt og tilberedt, dvs. at kunne ændre, bearbejde, opfinde, bruge maskiner og andre redskaber.

Annonce

Den franske strukturalist Claude Lévi-Strauss foretog en omfattende klassifikation af forholdet mellem natur og kultur, bl.a. ved strukturanalyser af myter; mennesket strukturerer sine omgivelser i modsætningspar, og grundstrukturen er netop modsætningen mellem natur og kultur; myten som struktur er en symbolsk mediering af natur og kultur, mente han, myten forklarer modsætninger på alle niveauer i en kultur.

Da mennesket til stadighed har drømmen om naturen i sig, giver det sig udslag – i perioder, fx i romantikken – i en positiv valorisering af det naturlige og en idealisering af det. I historiens løb har man set endog meget kunstige naturopfattelser: som hyrdescener med hele salonkulturen ført ud i rustikt miljø; som idealisering af det stille liv på landet; som parker og haver med efterligninger af Edens Have; som romantisering af såkaldt primitive folkeslags, også kaldt naturfolks, ægte livsform i pagt og balance med naturen; som økologibølgen, som den grønne revolution og som de alternative samfunds reservater af traditionel livsform og eksperimenter med fx nøgenhed og sex; som spejderliv, strandliv, rejsen til bounty-steder, sportsudøvelse, kropskultur, fitness og strabadserende kurser i naturen; som festers, musikkens og de euforiserende stoffers dionysiske orgier af fællesskab, sved, lyd og syrede syner.

Heroverfor står perioder og ideer, der bygger på menneskets kulturside, fx i 1700-tallets rationalisme og oplysning. Her kan det fx være tanken, at mennesket som fornuftsvæsen netop skal dannes til at beherske sin natur. At beherske naturen er et andet hovedtema i jødiskkristen og dermed europæisk kultur: Mennesket er nok skabt, men det giver den øvrige natur navne, inddeler, skaber videnskab, fabrikker, udnytter naturen. Hvis denne tanke lægger vægt på mennesket som naturens herre, der kan skalte og valte med den, udnytte og udbytte den, opstår der – som det ses i vor tid – ubalance og risiko for globale katastrofer. Derfor opstod der i 1900-tallets anden del modbevægelser og nye tolkninger af forholdet til naturen, igen med udgangspunkt i skabelsesberetningen i 1. Mos. 1-3, men nu med vægt på, at “dyrke og vogte” (1. Mos. 2,15) betyder tage sig af, passe og pleje, udnytte, men ikke udbytte.

Naturen opfattes forskelligt fra periode til periode og fra kultur til kultur. Udbredt i mange kulturer og fx i romantikken er det, at naturen er besjælet, at alt er levende (panteisme, “gud i alt”). I antikken var Natura en personificering af naturen, og en lang række guder og overnaturlige væsener symboliserede sider af naturen. Den udbredte frugtbarhedssymbolik tager udgangspunkt i naturens overflod. Det metafysiske er immanent, og dette manifesterer sig i storbegrebet “Ånden i Naturen”, titlen på et værk af fysikeren H.C. Ørsted, 1850. Når naturen på denne måde ophøjes, bliver et nærmest abstrakt “Al-Naturen”, tømmes begrebet for de mere fysiske sider af naturen. Dette natursyn gjorde man op med i den følgende periode – naturalismen ca. 1870. Her lagde man vægt på, at udgangspunktet skulle være den konkrete natur og ikke det overnaturlige eller alnaturlige. Mennesket blev nu beskrevet som et dyrisk væsen med drifter og instinkter, i fiktionslitteratur brugtes en række naturvidenskabelige ideer og beskrivelsesformer, og samtidig vandt darwinistisk evolutionslære indpas. På overbevisende vis beskrives denne nye natur- og menneskeopfattelse i J.P. Jacobsens novelle “Mogens”, 1872, hvor hovedpersonen netop er placeret som et stykke natur i naturen, men må kæmpe med sin romantisk-idealistiske naturfrygt og -forskydning. For øvrigt rummer novellens superpræcise naturbeskrivelser en række – overvintrede? – besjælinger.

Eventyrforskere (Knud Wentzel: Den globale fortælling, 2001) har søgt at påvise, at der i eventyr kan skelnes mellem den lille og den store natur. Den lille natur spejler heltens mulighed for at gå vild, i den lille natur møder han vildskab, farlighed, dæmoni og idyl, fortabelsesmuligheder, der i virkeligheden ligger i ham selv. I den store natur møder han den uendelige højde og dybde, grænseoverskridelsen, selve kosmos som identisk med noget inde i ham selv. Tilsvarende dimensioner har Vagn Lundbye påpeget i sine bøger om den indianske tanke, hvor den yderste “cirkel” er naturen som kosmos.

“Vi må dyrke vor have”, slutter Voltaire sin roman Candide, 1759. Dyrke hedder på fransk “cultiver”, et ord, der er i slægt med kultur. Haven og parken kan generelt tolkes som en mediering af natur og kultur. Den er et stykke bearbejdet natur, dvs. kultur, men den mimer den rigtige natur i en koncentreret, rent æstetisk form, en idyllisk lillenatur, der kopierer elementer fra den mytiske stornatur: paradis, Edens Have.

Litt.: Thomas Bredsdorff, Digternes natur, 1975. T. Bredsdorff og C. Emmeche: essay om natur i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 14, og Carsten Jensen: essay om kultur i bd. 11.

Se også homo-, have, paradis, land og by, bonde, kosmos og kaos og apollinsk og dionysisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: natur og kultur i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 18. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426425

Artiklen natur og kultur er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk