Musik, betegnede Goethe som “symbolik for øret”. Ordet “musik” stammer fra græsk og betyder “musernes kunst”, oprindelig brugt om alle kunstarter knyttet til muserne, jævnfør adjektivet “musisk”. I en række kulturer kædes musikkens og sangens ophav sammen med guderne og himlen. Musikken klinger så at sige guddommeligt i universet, som en “sfærernes harmoni”, og sendebud, fx engle, sørger for, at den også manifesterer sig i menneskenes verden og i konkrete instrumenter. Blandt de instrumenter, der tillægges guddommeligt ophav og virke, kan nævnes harpen, lyren, luren, orglet og fløjten.

I fx indiske religioner er lyd forstået som guddommelig energis primære fremtrædelsesform, en vibration som fx kendes fra det guddommelige mantra Om. Krishnas fløjtespil er så at sige verdensskabende. Andre eksempler på relationen til det guddommelige ses i fx Apollons lyre, Orfeus' harpe og Pans fløjte, i kong Davids harpe og i det dæmonbesejrende guldharpespil i folkevisen “Harpens Kraft”. Musik har i lange perioder ligesom teateret i høj grad været knyttet sammen med de religiøse institutioner og riter; i kristen sammenhæng kan nævnes kirkemusik, kirkeklokker, salmesang. Musik bruges også fx ved fester, dans, march og procession – og først sekundært som ren koncert.

På en måde er i hvert fald den ordløse, rent instrumentale musik på linje med matematikken rene symboler. Den er ubeskrivelig, i en dimension for sig, nok skabt af musikerens og instrumentets samklang, men i inspirerede øjeblikke som en skønhed, der stammer fra musikken selv, og som skaber så dybe følelser, at den rammer fundamentet i menneske og verden. Bachs orgelbrus, den balinesiske gamelanmusiks evige gentagelsesmønstre, jazzens improvisation, symfoniorkestrets og kvartettens gåen op i en højere enhed, den lille folkelige melodi der nynner sig frem som en bæk, rockkoncertens store lydorgie og fællesrus. For at beskrive musikkens virkemidler og virkning må man netop bruge metaforer og symboler, for i sig selv er musikken intet – eller i hvert fald ubeskrivelig: lyd, pause, lyd, pause. Alligevel får musikstykker ofte titler hentet fra natur og følelser, fx Måneskinssonaten, De Fire Temperamenter, Tågen Letter, Espansiva. De tre sidste titler er Carl Nielsens, der i sine teoretiske arbejder, Levende Musik, 1925 (med mottoet: Musik er Liv, og som dette uudslukkelig), ellers gjorde op med “programmusik”: “I henseende til konkret eller positivt tankeindhold er musikken fuldkommen stum. Den meddeler os intet som helst om, hvad dette eller hint betyder, og kan ikke oversættes paa ord eller billede.”

Inspirationens og improvisationens rene fortabelse ses markant hos saxofonisten John Coltrane: Hans soloer kunne vare halve timer, i den grad blev han væk i sine tonerækker, uden for tid og rum, en oplevelse man også kan få i den religiøst funderede indiske raga-form. I en prædiken på Roskilde Festival i 1978 brugte Ebbe Kløvedal Reich det bibelske billede af Jerikos mure, der falder ved vædderhornets klang som et symbol for, hvordan musik kan skabe nye dimensioner og “åbne, ægte og varme fællesskaber”.

Litteratur, der skildrer store musikalske øjeblikke, er naturligvis af ufattelig mængde. Nævnes skal blot Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1843, Thomas Manns Doktor Faustus, 1947, og Jan Kjærstads romantrilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren, 1993-2000 (om orgelmusik). Af teoretiske arbejder: Peter Bastians bog om musikoplevelsen Ind i musikken, 1987, T.W. Adornos musikæstetiske arbejder, fx Philosophie der neuen Musik, 1949, samt Karl Aage Rasmussens essays om musik og mennesker Kan man høre tiden, 1998, og Har verden en klang, 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig