Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dans

Oprindelig forfatter FSte

Dans omkring juletræet.

Dans omkring juletræet.

dans, foregår ofte i forbindelse med religiøse ceremonier og fester af også verdslig art. I mange religioner er riter udformet som danse, hvor deltagerne iført speciel dragt og eventuelt maske gennemspiller urbegivenheder i samfundet, kontakten til guderne og naturen. Dansen kan være ekstatisk, så nogle af deltagerne kommer i trance; det er fx tilfældet i mange afrikanske og afro-amerikanske riter og i den muslimske sufi-dans; i sidstnævnte formidler trancen en mystisk oplevelse af at være Gud nær; i de afroamerikanske danse er trancetilstanden overgangen til den anden verden, hvor den dansende bliver til en bestemt gud. Der kan også være tale om, at dansen efterligner et bestemt dyrs bevægelser, fx i forbindelse med totemisme, eller korns og regns og sols “bevægelser”. I hinduismen og udbredt i Sydøstasien er der en kunstfærdig tempeldans, som ofte har udviklet sig til en slags teaterforestillinger. Udgangspunktet kan være mytologisk, som det fx er tilfældet med Shivas dans og med scener fra de store epos'er Ramayana og Mahabharata fra Indien og Kojiki og Nihongi fra shintomytologien i Japan. Som eksempel kan nævnes de balinesiske danse, som er bygget over hindumyter, og hvor professionelle dansere med særlige mudras, symbolske håndbevægelser, forvandlinger til aber osv. mimer fortællingerne i de fakkeloplyste tempelområder. I Danmark er den rituelle dans i dag især forbundet med brudevalsen.

I Danmark kendes dels kædedans, især fra middelalderen og som folkedans, dels pardans. I visse kulturområder, pietistiske og indremissionske, kan især pardansen være forbudt; den seksuelle symbolik er for voldsom. Mand-kvinde-relationen gennemspilles i den smægtende spanske flamenco og den passionerede argentinske tango, og i det hele taget er sensualiteten måske tydeligst i danse fra Latinamerika. Mere stiligt går det til ved danske afdansningsballer og ved gymnasiers traditionsrige lanciers. Sidstnævnte har fået et overbevisende kunstnerisk udtryk i Nils Malmros' film. Lanciers er også sagen i Herman Bangs novelle “Irene Holm”, 1890, hvor frøken Holm, danserinde fra Det Kgl. Teater, oplærer nogle bondske poder, men lancieren ligner et håndgemæng, og hun selv bliver til grin ved at optræde med ballét til afdansningsballet. Ballét er den dominerende kunstneriske udtryksform for dans i Danmark. I den danske provins' kroer, forsamlingshuse og pavilloner ses stadig den dristige kvindebedårer, der danser som en påfugl i yngletiden, men også den generte yngling, hvis udkårne er bænkevarmer, indtil det næsten uoverstigelige dansegulv overskrides, og der bukkes og danses ud med klamme hænder.

I vor tid er også massemedierne “vilde med dans”, selvom nogle kun bliver “stjerne for en aften”. Man kan “gå bag af dansen”, dvs. komme til kort. Livet kan være en “dans på roser”, dvs. fuldt af held. Man kan “danse efter nogens pibe eller fløjte”, dvs. rette sig efter. At “danse omkring guldkalven” er i den bibelske kontekst en hedensk handling (2. Mos. 32) og betyder i dag at tilbede noget, især rigdom. Noget eller nogen kan “være tung at danse med”. Tungest er dog “danse macabre”, dødedansen, hvor det er Døden, man danser med; motivet kendes fra senmiddelalderen som en kædedans med skiftevis levende og skeletter og som et skræmmende symbol for dødens nærhed for alle, unge og gamle, rige og fattige. August Strindberg kalder et skuespil Dödsdansen, 1901, et barsk ægteskabsdrama. I Henrik Ibsens skuespil Et dukkehjem, 1879, symboliserer Noras vilde taranteldans, om hvilken hendes mand Helmer siger: “Du danser jo, som om det gik på livet løs”, på en måde også en dødedans, i hvert fald et opbrud fra hendes liv som dukke. Et sted i Sølve, 2006, skriver Suzanne Brøgger: “Vi danser frugtbarheden ind. Vi omdanser et træ, der skal give frugt, og vi danner kæder, der skal holde døden væk og danne grænse mellem det groende og det golde. (...)Vi danser for at drage skel mellem det levende og det døde.”

Annonce

Litt.: Pernille Fischer Christensen, Dansen, 2008.

Se også fest, riter, procession og maske.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: dans i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425797

Artiklen dans er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk