Opstandelse, er i sig selv et symbolsk fænomen, selv om Jesu opstandelse påskedag fra de døde og hans fremtrædelse på jorden frem til himmelfarten bevidnes af mange i NT. Under alle omstændigheder er opstandelsen en trossag, og mange opfatter i dag netop opstandelsen som et symbolsk udtryk for troen på Jesus som Kristus. Troen på opstandelsen fra de døde omfatter hele mennesket, både dets legeme og sjæl, og står dermed i modsætning til forestillingen om sjælens udødelighed, der er en dualistisk livsanskuelse med legemet som det forgængelige og sjælen som det evige. Troen på opstandelse fra de døde findes hos jøder, kristne og muslimer, men opstandelsessymboler, hentet fra især naturen, er udbredt verden over.

Årets gang rummer symbolik omkring opstandelse, ny tilblivelse i foråret, og også Solens døgnrytme forbindes med opstandelse. Hvedekornet, der skaber ny vækst, er også opstandelsessymbol. Blandt dyrene kan nævnes ørnen, løven, sommerfuglen og skarabæen og blandt fabeldyrene føniksfuglen. Swastikakorset er oprindelig et solsymbol, og i kristen symbolik kædes kors sammen med Jesu død og opstandelse. Sommetider fremstilles korset som et livstræ. Også fisken kan bruges som et kristent opstandelsessymbol, jævnfør fortællingen i GT om Jonas i fiskens bug, død, men genfødt tre dage efter.

Se også genfødsel, sjæl og legeme, evigt liv, Kristussymboler og død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig