Peter, Sankt Peter, Jesu centrale discipel, oprindelig fisker ved Genesaret Sø sammen med sin bror Andreas. Da Jesus kalder dem til at være disciple og sidenhen missionærer, siger han, at fra nu af skal de være “menneskefiskere”. Peter er aktør i en række vigtige sekvenser i evangelierne og Apostlenes Gerninger; han er den, der bekender, at Jesus er messias og i Matt. 16, 16-19 af Jesus kaldes den “klippe”, hvorpå kirken skal bygges og får overdraget “nøglerne til Himmeriget”; han fornægter Jesus, da denne forhøres, i den stærke scene med hanegal og Peters efterfølgende gråd og fortvivlelse; han ser som den første den opstandne Kristus; han er leder i urmenigheden i Jerusalem og af den romerske menighed.

Han lider martyrdøden i Rom i år 64, måske korsfæstet med hovedet nedad. Hans lig ligger efter al sandsynlighed begravet under Peterskirken i Rom. Hans navn er græsk og betyder “Klippe” (på aramæisk Kefas); oprindelig har han heddet Simon. Klippe-metaforen bruges for at understrege hans betydning, og den romersk-katolske kirke fører paveinstitutionen tilbage til Peter; han er den første biskop af Rom, den første “pave”, i en ubrudt følge, den såkaldt apostolske succession. Bibelstedet, Matt. 16,16-19, har haft enorm betydning.

Også i den folkelige tradition, sommetider alvorlig, andre gange humoristisk. Her er han Sankt Peter, der har Himmeriges nøgler og håndfast vogter porten til himlen, så kun de rette frelses.

Hans attributter i billedkunsten er en eller to nøgler, det omvendte kors, hanen og biskopsstaven. Han optræder hyppigt i kristen ikonografi, gerne skildret som ældre, med kort krøllet hår og skæg. En berømt scene er Quo Vadis: ifølge en legende flygtede Peter fra Rom, men mødte ved Via Appia Jesus og spurgte ham: Domine, quo vadis? (Herre, hvor går du hen?). Da Jesus svarede, at han var på vej til Rom for at blive korsfæstet igen, vendte Paulus rundt, gik til Rom og blev korsfæstet med hovedet nedad, fordi han ikke ville ligestilles med Jesus. Ved Via Appia ligger i dag en Quo Vadis-kirke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig