Jerusalem

Jerusalem, Som helligt centrum for hele tre religioner, jødedom, kristendom og islam, er Jerusalem længslernes, pilgrimsfærdens og konflikternes by. Jerusalem var Israels kongers by, “Davids Stad”, og i Jerusalem lå jødernes tempel, i dag med Grædemuren som eneste rest. Jesus blev korsfæstet i Jerusalem, og de første kristne modtog Helligånden på pinsedag. Islams tredjehelligste moské, Al-Aqsa, ligger på Tempelbjerget, hvortil Muhammed ifølge en legende kom på natlig færd på hesten Buraq og i en vision så og steg op til himlene. Både i Eksilet og efter romernes ødelæggelse af Jerusalem blev Jerusalem forskudt, blev en idé, en myte, en himmelsk stad. Den himmelske dimension ses udfoldet i al sin pragt i Johannes' Åbenbaring, NTs sidste skrift.

I næsten 2000 år var Jerusalem en sådan forskudt drøm for jøderne i diasporaen; hvor ofte har det ikke lydt: “Næste år i Jerusalem” som centrum i jødisk selvforståelse; “at drage op til Jerusalem” (alijah) som drømmens kerne. I samme periode har byen været (en jordisk kopi af) den himmelske drømmestad, Det ny Jerusalem, for kristne, opfattet som verdens centrum både geografisk og kosmologisk-symbolsk, gudsrigets sted, et paradis.

Det er denne drømmestad, der er kernen i Selma Lagerlöfs udvandrerepos Jerusalem 1-2, 1900-01, om en svensk religiøs vækkelses møde med en også meget konkret og besværlig stad. Meget personlige møder med byen som en slags identitetsgiver ses i to digtsamlinger: J.G. Brandts Oh Israel, 1978, og Pia Tafdrups Territorialsang, 1994.

Litt.: A.M. Aagaard (red.), Det ny Jerusalem, 1989. Amos Elon, Jerusalem – Spejlenes by, 1989. Karen Armstrong, Jerusalem – Tro, historie, politik, 1996. H. Følner, S. Lindhardt, B. Lund, Kuplen, Muren, Graven – Jerusalem som helligsted for tre religioner, 2002.