• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kirke

Oprindelig forfatter FSte

kirke, kan bruges om kristen helligdom, om menigheden, om et kristent trossamfund eller om et trossamfunds institutioner. Ordet er dannet af græsk kyriakon, “som hører Herren til”; et andet græsk ord ekklesia, “de, der er kaldt ud” er overført til fx fransk église, kirke. Som det er tilfældet med andre religioners helligdomme har eller symboliserer også en kirke et legemes form, ved hjælp af dels en stigende hellig sfære fra indgang til alter, fra den profane “fod” til det allerhelligste “hoved”, fra Jorden og op i Himlen. Den hyppige korsform symboliserer endvidere Jesu korsfæstelse. Alteret – og evt. apsis – er endelig orienteret mod øst, mod Solens opgang, Solen, der så hyppigt er symbol for Gud og nyt liv, opstandelse. Kirketårnet (se tårn) eller spiret kan, især i den gotiske udformning, symbolisere menneskets himmelstræben, vejen til Gud, og hvælvinger og kupler aftegner himmelhvælvingen. I kirken lyder menighedens sang eller korsang, en slags forsmag på den himmelske englelovsang.

En lang række religiøse rekvisitter har endvidere hver deres symbolske funktion, fx ringning med klokker, orgelspil (se musik), præstens messeklæder, døbefont (se dåb), nadverelementer, alter og altertavle, i den ortodokse kirke ikoner og ikonostase, i den romersk-katolske kirke fx brug af lys ved sidealtre og af den evige lampe. Røgelse bruges i mange kirkesamfund. Brug af ord, fx læsning, prædiken, salmesang, bøn og velsignelse, og af tegn, fx korstegningen ved velsignelsen, menigheden der rejser sig op og sætter sig ned. Alt toner en højtidsstemning.

I gulvet i skibet kan der ligge mindeplader for døde; i større kirker kan der findes sarkofager; men først og fremmest er, fx ved vel 2000 danske landsbykirker, de “dødes have”, kirkegården, lige uden for kirken, så de levendes verden, lovsangen inde i kirken, bindes sammen med de dødes i et fællesskab, generation efter generation. Kirkegårdsmuren afgrænser endegyldigt overgangen mellem det profane og det sakrale.

Annonce

Kirken spiller naturligvis også en markant rolle i dansk litteratur. Her skal nævnes tre eksempler. I Emil Aarestrups digt “I en Landsbykirke”, 1837, beskrives en erotisk situation ved at sammenligne en tilbedt kvinde med en kirke, fra top til tå (panden som en kuppel osv.), selve kvindens sjælfulde krop gøres til helligdom og religion, men den kirke, parret sidder i, er forsømt og klam. I H.C. Andersens eventyr “Klokken”, 1845, mødes de to, en kongesøn og en proletardreng, der længst har søgt lyden af en klokke, i en smuk panteistisk naturscene, hvor de hører den “usynlige, hellige” klokke i “Naturens og Poesiens store Kirke”. Martin A. Hansens kulturhistoriske værk Orm og Tyr, 1952, bygger på hundredvis af rejser til kirker, der er blevet undersøgt minutiøst, men primært sat ind i sammenhængen overgangen fra hedenskab til kristendom, symboliseret ved kirkesagnet om orm og tyr, hvor en orm har lagt sig om en kirke og skaber kaos, men kosmos genindsættes ved, at en tyr opfostres til at dræbe den, så folk atter kan komme i kirke.

Se også gravskikke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: kirke i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426179

Artiklen kirke er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk